Medicinsamtale på apotek

Opdateret 30. november 2020

Apotekerne tilbyder planlagte samtaler med borgere, der har en kronisk sygdom, om deres medicin og brugen af den.

Samtalerne sker efter henvisning fra lægen eller på opfordring fra apotekspersonalet.

Der tilbydes én samtale både til borgere, der lige har fået konstateret en kronisk sygdom (medicinsamtale) og én samtale til borgere, der har fået medicinsk behandling for deres kroniske sygdom i mere end et år (compliance-samtale).

Formålet er at øge borgerens kendskab til den ordinerede medicinske behandling for den eller de kroniske sygdomme, som borgeren lider af. Apotekets farmaceut informerer og giver råd og vejledning om bedre medicinefterlevelse. Derudover har borgeren og apoteket mulighed for at tale om andre forhold af betydning for medicineringen og efterlevelsen, fx medicintilskud.

Medicinsamtale

Borgere, der har fået konstateret en kronisk sygdom inden for de seneste 6 måneder, kan få en medicinsamtale på apoteket. Ved kronisk sygdom forstås sygdom, som har et langvarigt forløb eller er konstant tilbagevendende.

Borgeren skal forud for samtalen give samtykke til, at apoteket må se borgerens lægemiddeloplysninger.

Du kan læse mere i bekendtgørelse om medicinsamtale på apotek.

Lægen kan henvise til en medicinsamtale ved fx at benytte denne blanket [link til den blanket, som nu ligger i højremenuen], som udfyldes og sendes til apoteket.

Personalet på apoteket kan også tilbyde en medicinsamtale.

Apoteket aftaler med borgeren, hvornår samtalen skal finde sted.

Compliance-samtale

Det er muligt for borgere, der i mindst 12 måneder har fået ordineret et eller flere lægemidler til behandling af en kronisk sygdom, at få en compliance-samtale på apoteket. Compliance betyder efterlevelse og samtalen tager afsæt i om, der er overensstemmelse mellem borgerens faktiske brug af medicinen og den ordinerede behandling.

Borgeren skal forud for samtalen give samtykke til, at apoteket må se borgerens lægemiddeloplysninger.

Du kan læse mere i bekendtgørelse om compliance-samtale på apotek.

Lægen kan henvise til en compliance-samtale ved fx at benytte denne blanket, som udfyldes og sendes til apoteket.

Personalet på apoteket kan ligeledes tilbyde en compliance-samtale.

Apoteket aftaler med borgeren hvornår samtalen skal finde sted.