Sundheds- og fagpersoners anmeldelse af økonomisk støtte

1. november 2014, Opdateret 4. januar 2017

Får en sundhedsperson betalt udgifter af en lægemiddel- eller medicovirksomhed i forbindelse med deltagelse i fagrelevant aktivitet i udlandet, skal det anmeldes til Lægemiddelstyrelsen.

Økonomisk støtte til en fagrelevant aktivitet, der finder sted i Danmark, på Grønland eller Færøerne skal ikke anmeldes.

Det er den enkelte sundhedspersons ansvar at foretage anmeldelse til Lægemiddelstyrelsen. 

Her er seks vigtige ting, du bør vide om økonomisk støtte som fag- eller sundhedsperson:

1. Sundhedspersoner, der er omfattet

Reglerne om økonomisk støtte gælder for følgende professioner. Nogle professioner har anmeldelsespligt i forhold til lægemiddelvirksomhed, mens andre har anmeldelsespligt i forhold til både lægemiddel- og medicovirksomhed:

Profession  Lægemiddelvirksomhed
Medicovirksomhed 
Bioanalytikere inkl. studerende
x
x
Dyrlæger inkl. studerende
x
 
Farmaceuter inkl. studerende
x x
Farmakonomer inkl. studerende
x x
Jordemødre inkl. studerende
x
x
Kliniske diætister inkl. studerende
x x
Læger inkl. studerende
x
x
Radiografer inkl. studerende
x x
Social- og sundhedsassistenter inkl. studerende
x x
Sygeplejersker inkl. studerende
x
x
Tandlæger inkl. studerende
x x
Veterinærsygeplejersker inkl. studerende
x  

2. Fagpersoner, der er omfattet

Visse fagpersoner fra købs- og salgsled for lægemidler og medicinsk udstyr er omfattet af ordningen og skal anmelde til Lægemiddelstyrelsen, når de får betalt udgifter i forbindelse med deltagelse i fagrelevante aktiviteter i udlandet.

Lægemiddelvirksomheder

På lægemiddelområdet er følgende fagpersoner omfattet, jævnfør bekendtgørelse nr. 1153 af 22. oktober 2014 om reklame mv. for lægemidler:

  • indehavere af og ledende medarbejdere i forretninger, der er godkendt til at sælge ikke-apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler eller lægemidler til produktionsdyr (jævnfør § 34)
  • personer, der erhvervsmæssigt rådgiver om og indkøber lægemidler uden for apoteker, herunder personer i hospitalssektoren (jævnfør § 35)

Ved personer, der erhvervsmæssigt rådgiver om lægemidler, forstås personer, der erhvervsmæssigt giver faglig rådgivning om lægemidler til kommuner, regioner, staten, hospitaler og andre sundhedsinstitutioner.

Det kan være konsulenter og andre personer, der rådgiver fagligt om lægemidler i forbindelse med deres erhverv. Bestemmelsen omfatter ikke ansatte på apoteker eller lægemiddelkonsulenter, som er ansat i en lægemiddelvirksomhed. 

Ved personer, der indkøber lægemidler, forstås personer, som er ansat til at indkøbe lægemidler. Det kan fx være indkøbere, som er ansat på hospitaler, i regioner, kommuner eller selvejende institutioner. 

Medicovirksomheder

På området for medicinsk udstyr er følgende fagpersoner omfattet, jævnfør bekendtgørelse nr. 1155 af 22. oktober 2014 om reklame mv. for medicinsk udstyr:

  • indehavere af og ledende medarbejdere i forretninger, der sælger medicinsk udstyr (jævnfør § 18)
  • medicoteknikere og andre personer, der erhvervsmæssigt rådgiver om medicinsk udstyr og indkøber medicinsk udstyr (jævnfør § 19)

Ved personer, der erhvervsmæssigt rådgiver om medicinsk udstyr, forstås personer, der erhvervsmæssigt giver faglig rådgivning om medicinsk udstyr til kommuner, regioner, staten, hospitaler og andre sundhedsinstitutioner.

Det kan være medicoteknikere, medicoingeniører, konsulenter og andre personer, der rådgiver fagligt om medicinsk udstyr i forbindelse med deres erhverv. Bestemmelsen omfatter ikke medicokonsulenter, som er ansat i en medicovirksomhed. 

Ved personer, der indkøber medicinsk udstyr, forstås personer, som er ansat til at indkøbe medicinsk udstyr. Det kan for eksempel være indkøbere, som er ansat på hospitaler, i regioner, kommuner eller selvejende institutioner. 

3. Anmeld økonomisk støtte fra en virksomhed – brug denne blanket

Her kan du anmelde, at du modtager økonomisk støtte til deltagelse i en fagrelevant aktivitet i udlandet. Du kan anmelde flere aktiviteter i samme anmeldelse:

Anmeld økonomisk støtte (blanket)

4. Søg i liste over personer, der modtager økonomisk støtte

En anmeldelse af økonomisk støtte til at deltage i en fagrelevant aktivitet i udlandet bliver ikke vurderet af Lægemiddelstyrelsen. Den information, som du indsender, bliver offentliggjort præcis sådan, som du skriver det i anmeldelsen:

Liste over personer, der har anmeldt økonomisk støtte.

Følgende oplysninger offentliggøres: navn, profession, evt. autorisationsnummer, primær arbejdsplads, stillingsbetegnelse, navn på virksomhed du modtager økonomisk støtte fra, arrangør, information om aktiviteten, forventede slutdato samt om du har indgået aftalen om økonomisk støtte før den 1. november 2014.

Oplysningerne om økonomisk støtte til deltagelse i fagrelevante aktiviteter i udlandet slettes fra hjemmesiden 2 år efter, at aktiviteten er afsluttet.

5. Meld ændring

Sker der ændringer i forbindelse med din modtagelse af økonomisk støtte (for eksempel hvis start- eller slutdatoen rykkes eller den fagrelevante aktivitet aflyses), skal du oplyse Lægemiddelstyrelsen herom. Anmeld ændring:

Meld ændring om samarbejde (blanket)

6. Virksomheder skal informere om anmeldelsesordningen

Lægemiddelvirksomheder

Lægemiddelvirksomheder skal mundtligt eller skriftligt informere fag- og sundhedspersoner om anmeldelsespligten og den efterfølgende offentliggørelse af anmeldelser på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, når de giver tilsagn om at betale udgifter i forbindelse med en fagrelevant aktivitet i udlandet.

Informationspligten for lægemiddelvirksomheder fremgår af § 28 i bekendtgørelse nr. 1153 af 22. oktober 2014 om reklame mv. for lægemidler.

Medicovirksomheder

Medicovirksomheder skal mundtligt eller skriftligt informere fag- og sundhedspersoner om anmeldelsespligten og den efterfølgende offentliggørelse af anmeldelser på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, når de giver tilsagn til at betale udgifter i forbindelse med en fagrelevant aktivitet i udlandet.

Informationspligten for medicovirksomheder fremgår af § 15 i bekendtgørelse nr. 1155 af 22. oktober 2014 om reklame mv. for medicinsk udstyr.

Lovgivning

Lægemiddelvirksomheder

Sundhedslovens kapitel 61 a: Industrisamarbejde og lægemiddelloven danner den lovmæssige ramme om økonomisk støtte fra lægemiddelvirksomheder.

De nærmere regler om økonomisk støtte fremgår af bekendtgørelse nr. 1153 af 22. oktober 2014 om reklame mv. for lægemidler.

Medicovirksomheder

Sundhedslovens kapitel 61 a: Industrisamarbejde og lov om medicinsk udstyr danner den lovmæssige ramme om økonomisk støtte fra medicovirksomheder.

De nærmere regler om økonomisk støtte fremgår af bekendtgørelse nr. 1155 af 22. oktober 2014 om reklame mv. for medicinsk udstyr.

Fik du svar på dine spørgsmål?

Beskriv, hvordan vi kan forbedre hjemmesiden.