Mobil visning

Forsyningsproblemer med ALK’s allergivacciner

8. marts 2017

Der er beklageligvis leveringssvigt for flere af ALK’s forebyggende vacciner mod ikke-livstruende allergier som f.eks. allergi over for kat, hund og græspollen. Det har virksomheden oplyst Lægemiddelstyrelsen.

Problemerne skyldes en opgradering af produktionen i Hørsholm, som desværre midlertidigt har medført en reduktion af kapaciteten.

Visse typer af allergivacciner kan skaffes hjem fra udlandet via en udleveringstilladelse, som gives af Lægemiddelstyrelsen ved ansøgning fra en læge. Men det er ikke alle vaccinerne, der kan erstattes med produkter fra andre lande, da hele Europa er berørt af leveringssvigtet. Nogle patienter vil desværre opleve, at der ikke er alternative muligheder for behandling, og de vil derfor kunne være nødt til at holde en pause i behandlingen, ind til produktet igen kan leveres.

ALK har i samarbejde med Lægemiddelstyrelsen udsendt information til  allergiklinikkerne i Danmark samt Dansk Allergologisk Selskab om leveringssituationen, og hvordan situationen kan håndteres bedst. Informationen til lægerne kan findes på følgende link, hvor der også findes en liste over de allergivacciner, som er i restordre, hvornår de kan forventes tilbage på det danske marked samt hvilke allergivacciner, der kan hjemtages på udleveringstilladelse, fordi der findes alternativer fra andre lande.

Det er Lægemiddelstyrelsens vurdering, at forsinket vaccination ikke medfører nogen alvorlig helbredsrisiko, selv om det kan være generende for de berørte borgere ikke at kunne modtage de planlagte vaccinationer. ALK har oplyst, at de forventer, at flere af vaccinerne vil kunne leveres igen i løbet af 2017.

Vacciner mod livstruende allergier som f.eks. hvepsestik er ikke berørt af leveringssvigtet, da den kan fås på udleveringstilladelse.

Hvis du er er i gang med et vaccinationsforløb, bør du tale med din læge om behandlingsmuligheder. 

Kontakt hos ALK-Abello Nordic A/S

Connie Kristiansen
Tlf. 38 16 70 70
Send en mail

Kontakt i Lægemiddelstyrelsen

Presserådgiver
Solveig Røigaard-Petersen
Tlf. 7222 7794
Send en mail

Spørgsmål fra borgere og læger kan rettes til:

Farmaceut
Irma Buza
Lægemiddelstyrelsen 
Tlf. 9359 6477

Link

Information om Lægemiddelstyrelsens rolle ved forsyningsvanskeligheder