Sagen om tilbagekaldelse af et parti af Pamol® tabletter (beholdere med 300 styk)

18. februar 2017

Flere medier dækker i dag sagen, og Lægemiddelstyrelsen vil derfor gerne uddybe nogle af de spørgsmål, der kan være.

Hvis du vil tjekke, om du har en beholder med de forkerte tabletter, så undersøg følgende

  • Det skal være en beholder med 300 styk Pamol® (varenummer 51 07 32)
  • Den skal have batchnummer 11255945 og udløbsdato 07-2021.
  • Det parti, som er trukket tilbage, har været på apotekernes hylder i januar-februar 2017, og det har krævet en recept at købe det.

Hvad skal du gøre, hvis du har en beholder, som passer med numrene herover

  • Du kan nemt se, om der er forkerte tabletter i beholderen ved at kontrollere, om der på dem alle står trykt Pamol®. De forkerte tabletter (Ibumetin®) kan kendes ved, at der ikke står noget på dem.
    De har også en lidt anden form (se billeder af tabletterne nederst i denne nyhed).
  • Du bør ikke tage nogen af tabletterne, hvis du har en af beholderne fra dette parti. Så skal du i stedet aflevere den på apoteket, som ombytter den.
  • Du bør rådføre dig med din læge, hvis du har taget tabletter fra en af de berørte beholdere.

Risikoen for at opleve bivirkninger, hvis du har taget tabletter fra en beholder med ovenstående numre er lille. Både Pamol® og Ibumetin® er lettere smertestillende medicin, som langt de fleste af os kan tage uden bivirkninger.

Hvis du har en beholder med 300 stk. Pamol med et andet nummer, eller det er købt før januar 2017, er der ingen grund til at gøre noget. Så kan du trygt bruge tabletterne efter lægens anvisning.

Man kan kun købe disse 300 styks-beholdere på recept, så hvis du har købt Pamol i håndkøb (uden recept), så er der ingen grund til at gøre noget.

Lægemiddelstyrelsen er i løbende kontakt med firmaet og følger op med opdateringer, hvis der kommer nyt i sagen.

Sådan ser en Pamol® tablet ud

Pamol tablet
Kilde: Billedet stammer fra medicin.dk

Sådan er en Ibumetin® tablet ud

Ibumetin tablet
Kilde: Billedet stammer fra medicin.dk