Sådan bruger du loppe- og flåtmidler til hund og kat

Opdateret 14. juni 2017

Lægemiddelstyrelsen har godkendt en række midler til at bekæmpe lopper og flåter hos hund og kat. Selv om effektivitet og sikkerhed generelt er høj, er der alligevel nogle faldgruber, du skal være opmærksom på. 

Sikkerheden ved loppe- og flåtmidler til hund og kat

Midlerne er sikre, når du følger vejledningen i pakken (indlægssedlen), men der er stor forskel på følsomhed mellem dyrearter. F.eks. er nogle midler giftige for katte, selv om du kan bruge dem uden problemer hos en hund.

Brug kun produktet til den dyreart, det er godkendt til 

Vi oplever hvert år, at der kommer bivirkningsindberetninger, fordi katteejere har brugt hunde-loppemidler på deres katte. Mange katte bliver syge, og enkelte dør, desværre. Det er navnlig lægemidler med stoffet permethrin, der har givet problemer. Stoffet er ufarligt for hunde, men meget giftigt for katte.

Vælg loppe/flåt-middel efter din husstands levevis

Hvis hund og kat sover i samme seng som personer i husstanden, er det en god idé at undgå midler, hvor producenten advarer mod at have kontakt med dyret i døgnet efter, at midlet er smurt på.            

Brug den rigtige dosis

Vej hunden eller katten (få evt. din dyrlæge til at hjælpe), og brug den mængde loppe/flåt-middel, der passer til dyrets størrelse. Det er særligt vigtigt ikke at give en for lille dosis. Giver du for lidt, får du ingen anden effekt end at træne loppen til at blive modstandsdygtig over for loppemidlet. Det samme gælder flåterne. Derimod skal du ikke være bange for at overdosere, hvis du holder dig inden for vægtgrænserne på pakningen.

Hold øje med bivirkninger

Midlerne er ikke ufarlige, selv om mange af dem er i håndkøb. Hold derfor godt øje med dit dyr, når det har fået behandling. 

Undgå så vidt muligt at behandle med pipetter til nakken, hvis dit kæledyr skal ud i kraftig sol bagefter. Du risikerer, at midlet fordamper, før det aktive stof har fordelt sig på huden. Det giver en plet med en meget høj koncentration og dermed risiko for irritation af huden. Vent med den type behandling til efter solnedgang.

Du skal standse behandlingen, hvis dyret bliver dårligt, eller du ser kraftig irritation på huden. Du standser behandlingen ved at vaske dyret eller fjerne loppehalsbåndet.

Vi får en del bivirkningsindberetninger om irritation af huden, der hvor man har trykket en pipette ud eller rundt om halsen under loppe/flåt-halsbåndet. Det sker typisk de første timer og dage efter, at behandlingen er startet. 

I det hele taget får vi jævnligt indberetninger om formodede bivirkninger ved loppe- og flåtmidler. Du kan undgå mange af dem, hvis du bruger midlerne som beskrevet i indlægssedlen. Læs indlægssedlen og check etiketten, før du går i gang med behandlingen.

Husk at melde bivirkninger til din dyrlæge eller direkte på meldenbivirkning.dk

Hvor effektive er loppe- og flåtmidler til hund og kat?

Det ser ud som om, loppemidlet ikke virker, hvis dit hus er fuldt af lopper

Lægemiddelstyrelsen er blevet gjort opmærksom på, at nogle loppemidler tilsyneladende har en nedsat effekt. Det kan vi selvfølgelig ikke udelukke. Men en anden forklaring kan være, at man er gået for sent i gang med at bekæmpe lopperne. 

Hvis først der er udklækket hobevis af lopper i boligen, kan lopperne springe på hunden/katten. Lopperne dør af loppemidlet, men da de ikke nødvendigvis dør straks, vil det se ud, som om loppemidlet ikke har virket.

Husk i øvrigt, at loppesæsonen er blevet et helårsfænomen som følge af vore moderne isolerede og opvarmede huse.

Midlerne virker ikke nødvendigvis umiddelbart

Du kan ikke forvente, at alle midler straks slår alle lopper og flåter på dyret ihjel:

  • For det første skal der gå en vis tid, før pipettens indhold er fordelt over hele dyrets overflade, eller før tabletten er optaget og fordelt i kroppen. 
  • For det andet er der forskel på, hvor hurtigt de enkelte midler virker. Nogle har en såkaldt knock-down-effekt. Virkningen vil derfor umiddelbart se mere dramatisk ud. 
  • For det tredje kan der sagtens gå flere dage, før flåterne dør og slipper grebet. Men man kan ret hurtigt iagttage, hvordan de skrumper ind.

Midlernes indhold og form

Loppe- og flåtmidlerne indeholder forskellige virksomme stoffer – bl.a. fipronil, imidaclopirid og permethrin. Stofferne virker forskelligt, og der er forskel på, hvor længe de virker og er giftige. Der findes også flere forskellige lægemiddelformer:

  • Spray i sprøjteflasker.
  • Spot-on-produkter i pipetter, man typisk skal påføre huden i nakken af dyret.
  • Halsbånd.
  • Tabletter, som dyret skal spise, hvorefter midlet fordeler sig i dyret.

Links

Indlægsseddel.dk – vælg fanebladet "Medicin til dyr"

Fik du svar på dine spørgsmål?

Beskriv, hvordan vi kan forbedre hjemmesiden.