Udskriv Print Share Del #MISSING TRANSLATION: PageBar.SendToFriendTooltip# E-mail Stor skriftstørrelseNormal skriftstørrelseLille skriftstørrelse
Tema

Værd at vide om influenza

WHO holder øje med verdens influenzavirus

Vaccinationer

Influenzavaccination gives som indsprøjtning i oktober. Der går op til tre uger før vaccinen virker. Vaccinationen holder i seks til tolv måneder og er altså kun virksom i en enkelt sæson.

Det er verdenssundhedsorganisationen WHO, som beslutter, hvilke influenzastammer, der skal indgå i årets influenzavaccine. Det sker blandt andet ved at overvåge sygdomsbilledet under influenzasæsonen på den sydlige halvkugle, som ligger et halvt år forskudt af blandt andet Danmarks.

Ud fra en kombination af viden om sidste års influenzastammer og løbende indberetninger om influenzaudviklingen fra sundhedsmyndigheder overalt på kloden, beslutter WHO’s eksperter, hvilke influenzastammer årets vaccine skal sammensættes af. Det sker om foråret, et halvt år før vaccinen skal bruges, så den kan nå at blive klar.

Vaccination
Illustrationsfoto: colourbox.com

Men selv om du bliver vaccineret, kan du godt få influenza. Dels fordi du måske ikke har dannet antistoffer nok, dels fordi der kan forekomme virus, som WHO ikke har forudset.

Hvis du får influenza i september, er der ingen grund til, at du bliver vaccineret senere samme sæson, for så danner du antistofferne selv.

I Sundhedsstyrelsen følger vi løbende med i det internationale samarbejde om influenzavirus. Vi har særligt fokus på, hvad der eventuelt er af bivirkninger ved de nye vacciner, der kommer på markedet. Dem kan du læse om under vores nyheder om bivirkninger.

Influenzavacciner, sæson 2012/2013

Vaccinerne indeholder de mest aktuelle stammer af de tre sæsoninfluenzavirus, der cirkulerer globalt:

  • A/California/7/2009 (H1N1)-lignende virus (2009 pandemivirus)
  • A/Victoria/361/2011 (H3N2)-lignende virus
  • B/Wisconsin/1/2010-lignende virus.

Vaccinerne opfylder WHO’s anbefaling for den nordlige halvkugle for sæsonen 2012/2013.

Antivirale lægemidler

Tilhører man ikke en udsat gruppe med særlig høj risiko ved influenza, er der ingen grund til at være bekymret for influenza.

Normalt er forløbet sådan, at hvis du er blevet smittet med influenzavirus, går der en til tre dage, før du bliver syg. Almindeligvis bekæmper kroppen selv virussen, og selv om det er ubehageligt at have influenza, vil ellers raske personer kurere sig selv uden de store problemer.

Men hvis du fejler noget andet, som gør dig særligt udsat, kan lægen vælge at sætte dig i antiviral behandling. Disse lægemidler hæmmer væksten af influenzavirus og forkorter sygdomsforløbet en dag eller to. Det kan for eksempel være relevant for personer, som er så svækkede af anden sygdom, at de ikke kan tåle at have høj feber eller andre komplikationer i flere dage. Hvis du i forvejen har for eksempel en lungelidelse, kan det være en god ide at kontakte lægen, hvis du har været udsat for smitten. Se også afsnittet: Særligt udsatte grupper bør vælge vaccination.

Er influenzaen gået i udbrud, sker der en voldsom øgning af viruspartiklerne i kroppen i de første 48 timer, og det er vigtigt at sætte behandlingen i gang i denne periode, hvis den skal have den ønskede effekt. De oftest anvendte antivirale lægemidler mod influenza er Tamiflu® og Relenza®. Antivirale lægemidler fås kun på recept.

Oprettet 1. marts 2011, Opdateret 8. januar 2013