Du må indføre medicin fra udlandet til Danmark, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- medicinen er til behandling af sygdomme hos mennesker
- medicinen er købt på et apotek eller i en anden forretning, der har ret til at sælge medicin til forbrugere
- medicinen er købt i og afsendt fra et EU- eller EØS-land (Norge, Island eller Liechtenstein) se liste over EU/EØS-lande. Det betyder, at du fx ikke må indføre medicin fra USA, Canada eller Kina. OBS! En bestilling fra en europæisk hjemmeside betyder ikke nødvendigvis, at varen bliver sendt fra et EU-land.
- medicinen indeholder ikke doping eller euforiserende stoffer.
Du skal have en gyldig recept, hvis medicinen er receptpligtigt. Du skal sende recepten til det apotek, hvor du køber medicinen. Du kan ikke overføre recepter via internettet.
Spørg Lægemiddelstyrelsen, hvis du er i tvivl om du må indføre et produkt til Danmark.
Vi vil gerne forbedre den information vi giver på nettet om indførsel af medicin. Derfor har vi brug for hjælp fra dig, som enten har indført medicin via køb på nettet, eller som overvejer det. Hvis du kan nikke til en af delene, så send en e-mail til webredaktoer@dkma.dk.