Nethandel med fornuft

Opdateret 3. december 2015

Hvis du overvejer at købe medicinsk udstyr på nettet, skal du være opmærksom på en række forhold.

Brug din sunde fornuft

Vær skeptisk hvis hjemmesiden:

  • Lover at udstyret kan udrette mirakler
  • Indeholder anprisninger fra sundhedspersonale og fagfolk
  • Fortæller historier fra brugere om, at de har oplevet meget markante forbedringer i forhold til alvorlige sygdomme eller mirakuløs helbredelse.

Du bør eksempelvis være skeptisk over for produkter som nedenstående, der sælges som medicinsk udstyr:

  • Apparater, der kan slanke
  • Energiplastre, der kan kurere lidelser
  • Håndposer, der hjælper mod svampeinfektioner
  • Holografiske armbånd
  • Magnetterapiudstyr eksempelvis magnettæpper.

Spørg din læge

Har du spørgsmål til brugen af medicinsk udstyr, som du har set på nettet eller til sundheds-apps til din smartphone, er det en god ide at snakke med din praktiserende læge, inden du køber produktet.

Gå efter CE-mærket

Medicinsk udstyr skal være CE-mærket. Det er firmaernes ansvar at foretage en CE-mærkning. CE-mærket er din garanti for, at udstyret lever op til de krav, der stilles til sikkerhed og ydeevne for medicinsk udstyr.

Når medicinsk udstyr er CE-mærket, kan det frit forhandles indenfor EU.

Danmark har regler for reklamer for medicinsk udstyr

I Danmark har vi særlige regler for reklame for medicinsk udstyr. Reklamen må blandt andet ikke anvende forkerte, vildledende, overdrevne eller mangelfulde oplysninger.

Reklame over for offentligheden, det vil sige over for dig som forbruger, må heller ikke indeholde anbefalinger fra sundhedspersonale eller andre personer inden for sundhedsområdet, som i kraft af deres anseelse kan tilskynde til at bruge medicinsk udstyr. Eksempelvis må læger ikke anprise medicinsk udstyr i reklamer til offentligheden. Der må heller ikke reklameres med, at udstyret kan kurere alvorlige sygdomme.

Det er ikke alle lande, der har særlige regler for reklame for medicinsk udstyr, og du vil derfor kunne finde reklamer på nettet, der ikke overholder de danske reklameregler.

Tjek, om hjemmesiden er dansk

Det kan være en god idé at undersøge, om hjemmesiden er dansk. Du skal være opmærksom på:

  • Om firmaet bag hjemmesiden har dansk postadresse. Selvom hjemmesiden er på dansk og priserne er anført i danske kroner osv. kan der skjule sig en udenlandsk virksomhed bag. 
  • At ikke alle internetadresser, der ender med ”dk”, er registreret i Danmark. 
  • Om siden indeholder kontaktinformation. Der er højst sandsynligt tale om en udenlandsk hjemmeside, hvis du ikke kan finde en dansk postadresse.

Sundheds-apps

Der er inden for de seneste år sket en stigning i udvikling og brugen af sundheds-apps.

Sundheds-apps, der eksempelvis kan måle blodtryk eller blodsukker, er medicinsk udstyr. Sundheds-apps skal som andet medicinsk udstyr være CE-mærket. CE-mærket skal fremgå af brugerinformationen.
Andre sundheds-apps har trivsels- og træningsorienterede formål og er derfor ikke medicinsk udstyr.

Hvis du vil købe og anvende sundheds-apps anbefaler Lægemiddelstyrelsen:

  • at du bruger din sunde fornuft og er kritisk over for, hvad producenten af appen lover
  • at du tjekker, om appen er CE-mærket
  • Lægemiddelstyrelsen anbefaler desuden, at du søger læge, hvis du er bekymret for dit helbred, frem for at diagnosticere eller behandle dig selv ved hjælp af apps.

Vejledning til borgere om sundheds-apps og software som medicinsk udstyr

Fik du svar på dine spørgsmål?

Beskriv, hvordan vi kan forbedre hjemmesiden.