251 godkendte lægemidler og 54 ulovlige lægemidler testet i 2013

7. maj 2014
Sundhedsstyrelsen har i 2013 testet 251 godkendte lægemidler samt 54 ulovlige lægemidler i eget laboratorium.

Laboratoriets aktiviteter er beskrevet i årsrapporten:

Annual Report of activities concerning the OMCL-cooperation 2013

Test af godkendte lægemidler
Godkendte lægemidler testes løbende i form af stikprøvekontrol. I 2013 testede Sundhedsstyrelsens laboratorium 251 lægemidler. I cirka 25 procent af tilfældene gav kontrollen anledning til, at Sundhedsstyrelsen drøftede problematikker angående produktets etiket, firmaets egne analysemetoder, produktets specifikationer og produktets holdbarhed.

Test af ulovlige produkter og forfalskninger
Ud over at teste godkendte lægemidler på det danske marked, laver Sundhedsstyrelsens laboratorium også stikprøvekontroller af de ulovlige lægemidler, som SKAT beslaglægger. I 2013 er følgende ulovlige produkter testet i Sundhedsstyrelsens laboratorium.

  • 38 produkter blev testet for vægtreducerende stoffer. Det blev fundet i 34. 
  • 13 produkter blev testet for potensfremmende stoffer. Det blev fundet i de 10.
  • 3 produkter blev testet for nikotin. Det blev fundet i alle tre.
Ulovlig nethandel med lægemidler og andre sundhedsprodukter kan udgøre en betydelig sundhedsrisiko for forbrugerne. Produkterne kan indeholde aktive lægemiddelstoffer i forskellige mængder, kvalitet og sammensætning uden garanti for deres sikkerhed og effekt.

Udvikling af analysemetoder

Sundhedsstyrelsens laboratorium arbejder også med udvikling af analysemetoder. Blandt andet arbejdes der med påvisning af fremmede agenser i veterinære vacciner ved hjælp af real-time PCR. Det vil blandt andet betyde, at man fremover kan reducere behovet for forsøgsdyr i forbindelse med vaccinekontrol.

Fik du svar på dine spørgsmål?

Beskriv, hvordan vi kan forbedre hjemmesiden. Vær opmærksom på, at vi ikke besvarer spørgsmål stillet via denne funktion.