Mangel på Litarex

9. maj 2014

Sundhedsstyrelsen er gjort bekendt med leveringsproblemer vedrørende lithium-præparatet Litarex (lithiumcitrat). Leveringsproblemerne forventes at være kortvarige og afhjulpet i uge 21-22.

Lithium er et lægemiddel, der bruges i psykiatrien, især til behandling af mani og til forebyggelse af maniske og depressive episoder ved bipolar sygdom (maniodepressiv sygdom).

Vær opmærksom på to forhold

Litarex kan hos de fleste patienter uden større problemer erstattes med Litiumkarbonat. Men det er vigtigt at være opmærksom på følgende to forhold:

  1. Lithiumindholdet er forskelligt for de to præparater. Litarex indeholder 6 mmol Li+, og Litiumkarbonat indeholder 8,1 mmol Li+. Når der skiftes mellem de to præparater, skal tabletantallet justeres, så døgndosis af lithium udtrykt i mmol forbliver denne samme (så godt som det er muligt).
  2. Litarex er en depotformulering, der kan gives en gang dagligt ved sengetid. Mange psykiatere vil derimod foretrække at dele døgndosis af Litiumkarbonat i en morgendosis og en aftendosis.


Eksempel på skift:

En patient får 4 Litarex tabletter ved sengetid. Denne patient kan skiftes til 3 Litiumkarbonat tabletter pr. døgn: 1 om morgenen og 2 ved sengetid.


Det anbefales at tjekke serum-lithium efter 4-7 dage og igen efter yderligere ca. 1 måned.

Ved skift tilbage igen fra Litiumkarbonat til depotabletterne vil man sædvanligvis kunne gå direkte til den oprindelige dosis Litarex og måle serum-lithium efter 4-7 døgn og derefter igen ca. 1 måned senere.

Sædvanligvis måles serum-lithium hver 3. måned, når patienten er i steady state.

Ved tvivlstilfælde kan en psykiater konsulteres.

Hos patienter, hvor et skift fra Litarex til Litiumkarbonat skønnes særligt problematisk, kan der hos Sundhedsstyrelsen ansøges om udleveringstilladelse til Litarex-tabletter, der ikke er markedsført i Danmark. Der er dog ikke sikkerhed for, at Litarex-tabletter kan skaffes fra udlandet, da mangelsituationen kan omfatte flere europæiske lande.

Fik du svar på dine spørgsmål?

Beskriv, hvordan vi kan forbedre hjemmesiden. Vær opmærksom på, at vi ikke besvarer spørgsmål stillet via denne funktion.