Verdens­omspændende aktion lukker over 10.000 hjemmesider

22. maj 2014, Opdateret 23. maj 2014

En nylig overstået verdensomspændende aktion, Operation PANGEA VII, har blandt andet resulteret i, at over 10.000 hjemmesider er blevet lukket. Aktionen har haft fokus på at bekæmpe ulovligt salg af medicin på nettet og gøre forbrugerne opmærksomme på, at de skal passe på sig selv, når de køber medicin på nettet.

Det ulovlige medicinsalg sker ofte på tværs af landegrænser og kan involvere organiserede kriminelle netværk. Aktionens fokus har været på de tre hovedkomponenter, som indgår i ulovlig handel med medicin på nettet: Hjemmesiden, betalingsmuligheden og vareforsendelsen.

Over 9,4 millioner enheder potentielt set livsfarlig medicin blev tilbageholdt

På verdensplan resulterede aktionen i, at 237 personer blev anholdt, at over 540.000 forsendelser blev kontrolleret, og at over 9,4 millioner enheder potentielt livsfarlig medicin blev tilbageholdt – til en estimeret værdi af over 35 millioner dollars.

Mere end 10.000 hjemmesider er blevet lukket eller har fået fjernet deres betalingsmulighed.

Pressemeddelelse fra Interpol

Dansk deltagelse og fokus på medicin fra tredjelande

Fra Danmark deltog Sundhedsstyrelsen, SKAT, politiet og Fødevarestyrelsen i aktionen, med assistance fra Lægemiddelindustriforeningen og Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut.

Fokus har været på forsendelser med medicin fra tredjelande og der er analyseret en række produkter, som har været under mistanke for at indeholde udeklarerede lægemiddelstoffer. 4 ud af de 11 analyserede produkter har vist sig at indeholde lægemiddelstoffer, som ikke stod på pakken.

Desuden er der blevet indberettet 10 hjemmesider til Interpol for muligt ulovligt salg af lægemidler.

Herudover har der været ekstra fokus på råd og vejledning til køb af medicin på internettet via GoCards og Sundhedsstyrelsens Facebook-side (”snydemedicin, nej tak”).

"Snydemedicin, nej tak" (Facebook)

Forbrugerne skal passe på sig selv, når de køber medicin på nettet

Som forbruger må man gerne købe medicin til eget brug fra et EU- eller EØS-land.

Selvom medicinen sælges fra et EU- eller EØS-land, kan den stamme fra et tredjeland og være ulovlig. Det kan derfor være svært at finde ud af, om en netbutik har de nødvendige tilladelser til at sælge medicinen, og om medicinen er godkendt af Sundhedsstyrelsen eller en tilsvarende udenlandsk myndighed.

Den nemmeste måde at handle sikkert på er derfor at købe medicin på et af de danske apoteker eller i en af de butikker, som Sundhedsstyrelsen har givet tilladelse til at sælge medicin på nettet.

Ikke-godkendt medicin og forfalsket medicin kan medføre meget alvorlige bivirkninger og i værste fald dødsfald. Det er derfor vigtigt, at få vejledning, inden man køber medicin på internettet. Spørg apoteket, en læge eller Sundhedsstyrelsen til råds.

"Køb af medicin på nettet" (film)

Risiko for kreditkortsvindel og identitetstyveri

Interpol advarer om, at man risikerer at blive udsat for kreditkortsvindel, identitetstyveri eller at ens computer bliver inficeret med vira og anden skadelig software, hvis man køber medicin fra ulovlige hjemmesider.

Om aktionen

Operation PANGEA VII fandt sted fra den 13. maj til den 20. maj 2014. Den er den største aktion i verden af sin art og involverer lægemiddelmyndigheder, politi og told- og skattemyndigheder, med assistance fra virksomheder inden for elektronisk betaling (VISA og Mastercard) og internetudbydere. Cirka 200 myndigheder fra 111 lande verden over deltog i 2014.

Aktionen blev koordineret af Interpol og er globalt organiseret af en lang række aktører, herunder World Customs Organization (WCO), Permanent Forum of International Pharmaceutical Crime (PFIPC), Heads of Medicines Agencies Working Group of Enforcement Officers (HMA WGEO), lægemiddelindustrien samt leverandører af elektroniske betalingsløsninger.

Fik du svar på dine spørgsmål?

Beskriv, hvordan vi kan forbedre hjemmesiden. Vær opmærksom på, at vi ikke besvarer spørgsmål stillet via denne funktion.