Ny vejledning om ordination og håndtering af medicin
Sundhedsstyrelsen har foretaget en gennemgribende revision af vejledningen om ordination og håndtering af medicin.
Den nye vejledning skal sikre ensartet og høj patientsikkerhed ved ordination og håndtering af medicin. Vejledningen beskriver ansvarsfordelingen mellem de involverede personer og præciserer det ansvar, ledelsen har på de enkelte behandlingssteder.
Vejledningen erstatter vores tidligere udmeldinger på området – blandt andet notatet fra 23. september 2014, som handler om lægens ansvar ved brug af Fælles Medicin Kort.
Svar på specifikke spørgsmål i FAQ
Den nye vejledning er meget overordnet. Spørgsmål, som ikke er omfattet af vejledningen, bl.a. fordi de er mere specifikke, vil blive offentliggjort i en FAQ på sundhedsstyrelsen.dk i anonymiseret form.
Det Fælles Medicinkort
Den reviderede vejledning tager højde for implementeringen af Det Fælles Medicinkort (FMK), selv om FMK endnu ikke er rullet fuldt ud alle steder. Vi er opmærksomme på, at der kan opstå problemstillinger, som vejledningen ikke tager højde for og vil derfor evaluere og eventuelt revidere den om et år.
Vejledningen har været i høring hos diverse interessenter – blandt andet Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd.