Nye typer af blisterkort volder problemer for medicinbrugere
Når medicinbrugere klager over blisterkort, er det ofte fordi, det er svært at få medicinen ud af blisterkortet, eller fordi medicinen bliver beskadiget ved forsøg på udblistring. Nogle blisterkort er forsynet med forskellige typer for børnesikring. Men det er ikke altid kun børn, som har svært ved at få medicinen ud af blisterkortet. Blisterkort forsynet med peel-off eller peel-off/push out funktion kan være svære, selv for voksne, at gennemskue, uden en vejledning for åbning. Blisterkort forsynet med fortykket folie kan i nogle tilfælde medføre, at tabletter eller kapsler bliver beskadiget ved forsøg på udblistring.
Selvom blisterpakningen overholder alle gældende lovkrav til pakningsmateriale, så ønsker Sundhedsstyrelsen at gøre virksomheder opmærksomme på, at:
- Det kan være en fordel at have et piktogram på forsiden af blisterkortet, hvis der ikke må trykkes direkte på blisterlommen.
- Der bør være en instruktion i indlægssedlen, når der er tale om peel-off og peel-off/push-out blisterkort. Der kan med fordel også være en instruktion på bagsiden af blisterkortet.
- Kapsler kan have svært ved at tåle hårdt tryk gennem fortykket folie, og det ses ofte, at kapslerne bliver mast flade ved forsøg på udblistring gennem fortykket folie.
Den Danske standard DS/EN 14375 definerer performance krav og metoder til test af børnesikret ikke-genlukkelig emballage til medicinalvarer. Standarden er kun forbeholdt typegodkendelser, ikke kvalitetssikring. Testen inkluderer både en test for børn og en test for voksne, og sikrer dermed, at den børnesikrede emballage kan åbnes af voksne, men ikke af mindre børn.