Revurdering af tilskudsstatus for lægemidler mod ADHD og lægemidler mod migræne

26. august 2015

Medicintilskudsnævnet vil inden udgangen af 2015 påbegynde arbejdet med revurdering af tilskudsstatus for lægemidler mod ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) og lægemidler mod migræne. Revurderingen vil omfatte lægemidler i ATC-gruppe N06BA (midler mod ADHD) og N02C (midler mod migræne).

Eventuelle synspunkter, som kan være relevante for Medicintilskudsnævnets arbejde med revurdering af tilskudsstatus for disse lægemidler, kan sendes til Send en mail senest den 27. november 2015. Alle bidrag bliver offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

De relevante videnskabelige selskaber og patientforeninger samt Lægeforeningen, PLO og Apotekerforeningen vil blive orienteret, jf. Liste over videnskabelige selskaber og patientforeninger m.fl.

Hvis Medicintilskudsnævnet kommer med forslag til ændring af tilskudsstatus på området, vil nævnet sende sit forslag i høring hos virksomheder samt de ovenfor nævnte interessenter.