Første udveksling af erfaringer med EU's HTA-forordning
De danske repræsentanter i undergrupperne under EU’s HTA-forordning mødes i dag for at dele de foreløbige erfaringer med implementeringen af forordningen.
På dagens møde er repræsentanter for Medicinrådet, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut samlet hos sidstnævnte for at gøre status på den danske implementering af EU's HTA-forordning (Health Technology Assessment).
HTA-forordningen, der blandt andet skal bidrage til at sikre ensartet grundlag for nationale HTA-processer for medicin og medicinsk udstyr (sundhedsteknologier) i hele EU, trådte i kraft i januar i år.
”For Lægemiddelstyrelsen, der leverer sekretariat til den nationale styregruppe for HTA-forordningen, er det særdeles værdifuldt med denne udveksling af erfaringer med implementeringen af forordningen i Danmark. Et tillidsfuldt samarbejde mellem de danske HTA-aktører er helt afgørende for en vellykket implementering af forordningen,” siger sektionsleder Diana Ina Lauritzen fra Lægemiddelstyrelsen.
Fokus på fælles kliniske samråd og vurderinger
I den indledende fase har fokus i arbejdet med implementeringen af HTA-forordningen særligt været på beskrivelse af processer og udarbejdelse af guidelines, men nu er udarbejdelsen af de fælles kliniske samråd (JSC; Joint Scientific Consultations) og fælles kliniske vurderinger (JCA; Joint Clinical Assessments) i centrum for de danske HTA-aktører.
Det afspejlede sig i dagens møde, hvor repræsentanter fra Medicinrådet delte indledende erfaringer fra rådets rolle som bedømmer i én af de igangværende fælles kliniske vurderinger.
”Medicinrådets erfaringer fra den første danske bedømmerrolle giver en unik mulighed for at være med til at præge det europæiske samarbejde. Samtidig giver det viden og indsigt, der er gavnlig i vores fælles nationale indsats for at implementere forordningen,” siger akademisk medarbejder Tanja Kempel Mølbach, Lægemiddelstyrelsen.
Siden forordningen trådte i kraft, er de første ni fælles kliniske vurderinger påbegyndt.