I alt 10 sundhedsapps er nu anbefalet af Nævnet for Sundhedsapps

27. november 2025

På sit møde tirsdag har Nævnet for Sundhedsapps – der sekretariatsbetjenes af Lægemiddelstyrelsen – anbefalet tre nye sundhedsapps. Dermed når antallet af anbefalede sundhedsapps op på 10, der alle vises på sundhed.dk.

Nævnet for Sundhedsapps besluttede at anbefale følgende tre sundhedsapps:

  • MinSundhed
  • Kulhydrattælleren og
  • Mit liv – min sundhed

I slutningen af juni anbefalede nævnet de første fem sundhedsapps, og på sit møde i september yderligere to. Med de tre nye anbefalinger fra denne uge er nævnet nu oppe på i alt 10 anbefalede sundhedsapps.

”Set fra nævnets perspektiv er det en lille milepæl, at vi nu har anbefalet 10 sundhedsapps, der alle fremgår af sundhed.dk,” siger Erik Jylling, formand for Nævnet for Sundhedsapps – og han fortsætter:

”De tre sundhedsapps, vi anbefaler i denne omgang, bidrager yderligere til den alsidighed, som nævnet stræber efter skal afspejle sig i de sundhedsapps, vi vælger at anbefale. At bane vej for en bred portefølje af sundhedsapps, som borgerne og sundhedsprofessionelle kan orientere sig i, er kernen i nævnets arbejde,” siger han.

Ny mulighed for rådgivning

Erik Jylling fremhæver desuden, at nævnets sekretariat i Lægemiddelstyrelsen som noget nyt tilbyder app-udviklere et gratis og uforpligtende vejledningsmøde.

”Det er vores håb, at vi ved at række ud til udviklere af sundhedsapps på denne måde kan vække yderligere interesse for at få sundhedsapps vurderet af nævnet. Alle, der har den ambition, er derfor meget velkommen til at kontakte sekretariatet,” siger Erik Jylling.  

En del af digitaliseringsstrategien

Nævnet for Sundhedsapps er nedsat af indenrigs- og sundhedsministeren som en del af regeringens Digitaliseringsstrategi fra november 2023 og den politiske aftale fra februar 2024 om en ambitiøs og ansvarlig strategi for Danmarks digitale udvikling. Nævnet er dermed én af de konkrete indsatser for fremtidens digitale sundhedsvæsen.

Læs mere om Nævnet for Sundhedsapps – og hvordan du skal forholde dig som ansøger – her: Nævnet for Sundhedsapps

Find overblik over anbefalede sundhedsapps her:  Anbefalede Sundhedsapps - sundhed.dk