Illegal handel med medicin er et stigende globalt problem

27. juni 2025

Stor operation ledet af Interpol viser, at illegal handel med medicin er i vækst på globalt plan. Lægemiddelstyrelsen understreger, at medicin købt på illegal vis i værste fald kan være sundhedsfarligt. Hvis du handler medicin online, så se dig godt for og hold dig til netforhandlere, der er godkendt af myndighederne, lyder den klare anbefaling.

 

For 17. gang har Interpol stået i spidsen for den globale aktion Operation PANGEA, hvor myndigheder over hele verden samtidig sætter ind over for ulovlig handel med medicin. Denne gang har 90 lande deltaget, og som noget nyt har aktionen kørt over seks måneder fra d. 16. december 2024 til d. 16. maj 2025. Resultaterne fra aktionen er netop blevet offentliggjort af Interpol.

Aktionen resulterede i 769 arrestationer og beslaglæggelse af over 50 millioner doser ulovlig medicin til en værdi af 65 millioner USD, hvilket er det højeste i aktionens 17-årige historie. Andre resultater inkluderer opløsning af 123 kriminelle grupper og nedlukning af omkring 13.000 hjemmesider, SoMe-sider, kanaler og bots brugt til at markedsføre og sælge ulovlig medicin.

Der er flere former for illegal medicinhandel. Det kan være ulovlig forhandling af ægte medicin, eller det kan være fremstilling og forhandling af forfalsket medicin eller anden ikke-godkendt medicin såsom slanke- eller potensmidler med udeklarerede indholdsstoffer.

Operation PANGEA viser, at den ulovlige medicinhandel er et stigende problem på globalt plan. Både de beslaglagte mængder medicin og antallet af arrestationer er de højeste i den tid, PANGEA er blevet gennemført.  

Det er flere forskellige slags medicin, der bliver solgt ulovligt, men de klart største kategorier blandt den beslaglagte medicin er forskellige typer af beroligende/smertestillende medicin samt potensmidler.

Dansk bidrag til PANGEA XVII

Fra dansk side har Lægemiddelstyrelsen og Toldstyrelsen deltaget i Operation PANGEA. Desuden er politiet involveret i den efterfølgende sagsbehandling af de to styrelsers anmeldelser af ulovlige forhold.

Lægemiddelstyrelsen har som led i aktionen identificeret og politianmeldt 11 dansksprogede hjemmesider med ulovligt medicinsalg, som blandt andet omfatter potensmidler samt vægttabs- og diabetesmedicin. Hjemmesiderne er anmeldt til politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Toldstyrelsen har i Københavns Lufthavn, ved grænseovergange og ved standsning af kurértransporter i 59 tilfælde beslaglagt ulovlig medicin, som er blevet forsøgt indført i Danmark til videre forhandling. Her har der primært været tale om beroligende medicin, sovemedicin, nervemedicin og stærk smertestillende medicin (opioider).

”Toldstyrelsen ser med stor alvor på den stigende tendens til misbrug af opioider og andre psykoaktive stoffer. Derfor er det også helt naturligt, at Toldstyrelsen deltager i Operation Pangea XVII med det formål at bekæmpe og forebygge smugling og handel med ulovlige lægemidler. Deltagelsen i operationen kan give os vigtig viden om smuglingsmønstre både nationalt og internationalt,” siger Jeppe Kjærgaard, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.

Opgørelser fra Toldstyrelsen viser, at der særligt er sket en stigning i tilbageholdte nye psykoaktive stoffer, som blandt andet omfatter benzodiazepiner og opioider som for eksempel tramadol, fentanyl og morfin. I 2020 tilbageholdt Toldstyrelsen 257.935 stk. nye psykoaktive stoffer, og i 2024 var dette tal steget til 1.411.239 stk.

Kig efter EU-logoet, hvis du køber medicin på nettet

Interpols rapport viser, at godt halvdelen af den ulovlige nethandel finder sted på hjemmesider, men at ulovlig handel med medicin i stigende grad foregår på sociale medier, via beskedtjenester og på det ’mørke internet’ (dark web).

Enhedschef Jeanne Majland fra Lægemiddelstyrelsen advarer kraftigt imod, at man køber medicin andre steder end på apoteket, på myndighedsgodkendte hjemmesider eller i godkendte detailforretninger (hvis det er håndkøbsmedicin). 

”Det er meget vigtigt, at man passer godt på sig selv, når man køber medicin på nettet, for der er desværre rigtig mange hjemmesider på globalt plan, som sælger medicin ulovligt, og det kan i værste fald være sundhedsfarligt. Hvis man vælger at købe medicin på nettet, skal man tjekke, om netbutikken har et logo, der viser, at den er godkendt af en relevant myndighed,” siger Jeanne Majland.

Netbutikker, der er godkendt til at sælge medicin i EU, har enten et grønt EU-logo, der viser, at de må sælge medicin til mennesker, eller et blåt EU-logo, der viser, at de må sælge medicin til dyr. Logoet skal være klikbart, så man kan klikke sig videre til den EU-myndighed, der har godkendt hjemmesiden. Her skal man kunne se, at netbutikken er godkendt af myndigheden.

 

Læs Interpols nyhed om Operation Pangea 2025:  https://tinyurl.com/3phfpxvm

Læs Lægemiddelstyrelsens anbefalinger ifm køb af medicin på nettet: www.lmst.dk/tænkførduhandler

På Toldstyrelsens hjemmeside finder du en samlet opgørelse af tilbageholdte stoffer: Tilbageholdte varer ved toldkontrol Toldstyrelsen