Lægemiddelstyrelsen overtager driften af Nørrebro Apotek

26. september 2025

Den 23. september oplyste Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse, at styrelsen midlertidigt overtager driften af Nørrebro Apotek og apotekets syv filialer i København og Frederiksberg. Endvidere forventede styrelsen på det tidspunkt at holde apotekerne lukket i nogle dage.

Den afgående apoteker på Nørrebro Apotek har efterfølgende oplyst til Lægemiddelstyrelsen, at han har solgt filialerne og hjemmesiden www.ugleapoteket.dk til apotekeren på Lyngby Løve Apotek.

Lægemiddelstyrelsen overtager fortsat hovedapoteket på Nørrebrogade. Lægemiddelstyrelsen arbejder på at kunne holde Nørrebro Apotek åbent fra ca. kl. 14 til 17 den 1. oktober. Da den tekniske del af skiftet først endeligt kan ske, efter apoteket lukker den 30. september kl. 20, kan åbningstidspunktet blive udsat. Det er derfor fortsat en god idé at sikre sig, at man har den nødvendige medicin inden 1. oktober. Bestillinger til afhentning på Nørrebro Apotek på Nørrebrogade den 1. oktober vil under alle omstændigheder kunne afhentes i tidsrummet fra kl. 14-16.

Apotekeren på Lyngby Løve Apotek har oplyst, at hun vil åbne de enheder, som hun overtager, den 1. oktober. Det drejer sig om følgende apoteker:  

  • Apotek Borup Allé
  • Apotek Fisketorvet
  • Apotek Humletorvet
  • Apotek Vesterbro
  • Apotek Ørsted
  • Apotek Spinderiet
  • Apoteket Herlev Ugle  

Apotekeren på Lyngby Løve Apotek har oplyst til Lægemiddelstyrelsen, at filialerne på Fisketorvet og på Humletorvet fra den 1. oktober omdannes til apoteksudsalg. Ønsker man yderligere information om åbningstider, filialer og apoteksudsalg under Lyngby Løve Apotek, skal man henvende sig til Lyngby Løve Apotek.