Ny EU-indsats skal sikre strategisk opbygning af beredskabslagre til brug ved krisesituationer

9. september 2025

Med afsæt i erfaringerne fra covid-19-pandemien mødes repræsentanter fra 25 EU-lande og 54 organisationer i denne uge i Helsinki til kickoff-konference om et nyt fælles EU-projekt kaldet Joint Action Stockpile.

Covid-19 pandemien medførte hidtil usete udfordringer og afslørede en række udfordringer i forhold til forsyning og koordinering af lægemidler, vacciner og medicinsk udstyr inden for EU. Krigen i Ukraine og klimaforandringerne har yderligere skærpet behovet for stærkere fælleseuropæiske sundheds- og beredskabsstrategier.

Dette er baggrunden for et nyt EU Joint Action-projekt (JA Stockpile), der skal sikre, at medlemslandene får opbygget bæredygtige lagre af medicin og medicinsk udstyr samt sikre en hurtigere distribution, bedre implementering og et generelt styrket samarbejde i tilfælde af nye krisesituationer.

Projektet skydes i gang på en konference i Helsinki i denne uge, hvor også Lægemiddelstyrelsen deltager som Danmarks repræsentant. Styrelsen deltager i to arbejdspakker: Coordinated Layered Stockpiling System og Deployment and usage of MCMs in and outside of EU.

Disse arbejdsgrupper skal bidrage til kortlægningen af forskellige lagersystemer på europæisk og internationalt niveau, udviklingen af en teoretisk ramme til opbygning af strategiske lagre samt identificere og definere den optimale lovpligtige ramme til udrulning af medicin og medicinsk udstyr ved en krisesituation i EU og udenfor EU.

Læs mere om projektet og de involverede myndigheder og organisationer hos THL – The Finnish Institute for Health and Welfare: THL koordinerer et storstilet fælles EU-projekt, der har til formål at forbedre beredskabet over for sundhedstrusler og beredskabslagre i Europa - THL (thl.fi)