Ny europæisk platform styrker muligheden for at undgå mangel på medicin
Fra og med i dag får sundhedsmyndigheder i hele EU et bedre værktøj til at overvåge forsyningen af lægemidler på tværs af Europa – og dermed også bedre muligheder for at forebygge, at patienter bliver ramt af eventuelle mangelsituationer.
Nyskabelsen hedder European Shortages Monitoring Platform (ESMP) og er udviklet af det europæiske lægemiddelagentur EMA.
Platformen gør det lettere for sundhedsmyndigheder og lægemiddelproducenter at identificere og håndtere potentielle situationer med mangel på medicin.
“Vi er meget begejstrede for de muligheder, ESMP tilbyder både virksomheder og lægemiddelmyndigheder. Ved populært sagt at ’pulje’ data fra hele EU vil ESMP styrke vores evne til at overvåge og reagere på lægemiddelmangler på tværs af Europa og dermed bedre kunne sikre, at patienter får den nødvendige behandling,” siger Mathilde Moe Møldrup, der er Lægemiddelstyrelsens repræsentant i EMAs arbejdsgruppe for forsyningsvanskeligheder.
Lægemiddelstyrelsen ser frem til at tage den nye platform i brug i samarbejde med EMA og andre europæiske partnere.
”Samtidig opfordrer vi alle relevante parter til at gøre sig bekendt med platformens funktioner og muligheder – for eksempel ved at deltage i den ’træningssession’, som EMA afvikler den 19. februar for virksomheder, der har markedsføringstilladelser til lægemidler,” siger Mathilde Moe Møldrup.
Fra og med den 2. februar 2025 bliver det obligatorisk for alle markedsføringsindehavere at anvende ESMP til den rutinemæssige indrapportering af forsyningsvanskeligheder på centralt godkendte lægemidler til mennesker.
Læs EMA-nyhed: European Shortages Monitoring Platform fully operational for monitoring of shortages in the EU | European Medicines Agency (EMA)
Læs mere om ESMP: European Shortages Monitoring Platform (ESMP) | European Medicines Agency (EMA).
Læs mere om 'træningssessionen' den 19. februar: European Shortages Monitoring Platform (ESMP) training on crisis and MSSG-led preparedness reporting for marketing authorisation holders (MAHs) | European Medicines Agency (EMA)