Ulovlig handel med forfalsket medicin er i vækst i EU og udgør en risiko for folkesundheden
Det europæiske lægemiddelagentur EMA og lægemiddelstyrelserne i EU-landene advarer om, at ulovlig handel med falsk medicin i EU er i vækst og udgør en trussel mod folkesundheden.
EMA og sammenslutningen af lægemiddelmyndigheder i EU (HMA, Heads of Medicines Agencies) advarer specifikt om ulovlig handel med vægttabs- og diabetesmedicin, der udbydes på en lang række online-platforme.
I løbet af de seneste måneder har EMA/HMA konstateret en markant stigning i omfanget af forsøg på ulovligt salg af vægttabs- og diabetesmedicin. Der er tale om ikke-godkendte produkter, som ikke lever op til de fælleseuropæiske krav til kvalitet, sikkerhed og effekt.
Det ulovlige salg er udbredt og finder eksempelvis sted via Facebook, online-reklamer og hjemmesider – heraf mange med base udenfor EU. Dertil kommer, at misbrug af myndighedernes officielle logoer og falske anprisninger ofte bliver anvendt som blikfang.
”Det enkle råd lyder: Lad være med at købe medicin ad disse kanaler. Det er ulovligt og strafbart at sælge medicin på sociale medier. Det er ligeledes ulovligt at reklamere offentligt for receptpligtig medicin og for medicin, som ikke er godkendt af myndighederne samt at misbruge fx Lægemiddelstyrelsens logo til at anbefale produkter. Og værst af alt: du risikerer at sætte dit helbred på spil, hvis du køber medicin via disse kanaler,” siger Jeanne Majland, enhedschef i Lægemiddelstyrelsen.
I Danmark har Lægemiddelstyrelsen i år indtil videre registreret otte sager med ulovlig handel med denne type medicin, hvoraf tre er anmeldt til politiet.
Følg Lægemiddelstyrelsens nye kampagne
Vægttabs- og diabetesmedicin er receptpligtig medicin, som alene udskrives efter konsultation hos en læge. Hvis medicinen købes ad illegale kanaler, er der ingen garanti for, at medicinen er ægte, sikker, virksom eller fremstillet under forsvarlige forhold.
Lægemiddelstyrelsen har netop søsat en ny kampagne – PAS PÅ DIG SELV, NÅR DU KØBER MEDICIN – der indeholder en række centrale budskaber til medicinkøbere.
”Ét af de vigtigst råd lyder, at du som bruger af medicin skal huske på én vigtig ting: opsøg altid en læge før du anvender receptpligtig medicin – og køb aldrig receptpligtig medicin andre steder end på apoteket. Vores aktuelle kampagne indeholder desuden en række andre godt råd, som vi deler på Facebook i de første uger af september,” siger Jeanne Majland.
Hold øje med det officielle EU-logo, hvis du køber håndkøbsmedicin online
Netbutikker i EU, som sælger håndkøbsmedicin, skal være godkendt af de relevante myndigheder, og det er nemt at tjekke, om en netbutik er godkendt.
Godkendte EU-netbutikker har enten et grønt logo, hvis netbutikken har tilladelse til at sælge medicin til mennesker, eller et blåt logo, der viser, at den har tilladelse til at sælge medicin til dyr. Man skal sikre sig, at EU-logoet er klikbart og fører videre til den myndighed, der har godkendt netbutikken. Sker dét ikke, så er der stor sandsynlighed for, at der tale om et forfalsket EU-logo.
Læs nyheden fra EMA/HMA: https://tinyurl.com/yc239k96
Følg Lægemiddelstyrelsens kampagne på vores hjemmeside (den særlige temaside) samt på styrelsens profiler på Facebook og Linkedin
Læs advarsel imod hjemmesider og opslag på sociale medier med misbrug af Lægemiddelstyrelsens logo