Vær på vagt over for hjemmesider, der misbruger apotekers domænenavne og betegnelsen apotek
Man skal passe på, hvis man køber medicin på nettet, så man undgår at blive udsat for svindel. Lægemiddelstyrelsen får f.eks. en del henvendelser om ulovlige hjemmesider, der bruger ordet ’apotek’ i domænenavnet for at snyde forbrugerne til at tro, at det er et ægte apotek, der driver hjemmesiden.
Lægemiddelstyrelsen har inden for de seneste 3 måneder modtaget i alt 10 henvendelser om 16 forskellige hjemmesider, der kalder sig noget med apotek i domænenavnet uden at være det. Det kan både være ved brug af danske navne på fiktive apoteker eller navne på eksisterende danske apoteker, der bliver misbrugt for at få hjemmesiden til at fremstå troværdig.
Hvis man køber medicin på nettet, skal man være særligt opmærksom på, om der er noget i domænenavnet, der tyder på ulovlig forhandling. Desuden bør man altid tjekke, om hjemmesiden har det klikbare EU-logo, der viser, om forhandleren er godkendt til at sælge medicin.
Det grønne logo viser, at butikken må sælge medicin til mennesker. Det blå logo viser, at butikken er godkendt til at sælge medicin til dyr. På danske hjemmesider skal man kunne klikke på logoet, så man bliver ført til Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Her kan man dobbelttjekke, om hjemmesiden står på listen over forhandlere, der har ret til at forhandle lægemidler i Danmark. Er hjemmesiden godkendt af en anden EU-myndighed, bliver man ført videre til deres hjemmeside.
Når eksisterende danske apotekers navne bliver misbrugt i et domænenavn, kan det være fordi, apoteket tidligere har haft en hjemmeside, hvor apotekets navn indgår. Når apoteket lukker hjemmesiden og afregistrerer domænenavnet, er det blevet overtaget af en illegal forhandler. Andre illegale forhandlere registrerer domænenavne, der er næsten enslydende med navnet på et dansk apotek med en lille variation, som man nemt risikerer at overse, eller der opfindes nye domænenavne, som indeholder ordet apotek.
Det er ulovligt at bruge betegnelsen apotek om sin virksomhed, hvis ikke man er apoteker. Kun hvis der absolut ikke er en risiko for forveksling, må ordet apotek indgå i en anden virksomheds navn.
”Ulovlig forhandling med medicin er et alvorligt problem, for man risikerer at købe enten virkningsløse eller i værste fald sundhedsfarlige produkter. Når vi så ser hjemmesider, der smykker sig med lånte fjer og misbruger apotekerbetegnelsen til ulovlig forhandling af medicin, er det ekstra problematisk, for det kan forøge risikoen for, at forbrugeren bliver snydt til at tro, at man køber godkendte lægemidler af et rigtigt apotek,” siger enhedschef Jeanne Majland fra Lægemiddelstyrelsen.
Apoteker, der oplever at deres navn bliver misbrugt, kan kontakte Punktum.dk, der administrerer danske domænenavne for at få foretaget ID-kontrol af en hjemmeside. De kan endvidere klage til Klagenævnet for Domænenavne, som kan træffe afgørelse om, hvem der har retten til domænenavnet. Herudover kan man kontakte Politiet for at høre, om der er mulighed for at lukke eller beslaglægge hjemmesiden.
Hvis man som borger ser en hjemmeside, der misbruger apotekernavnet, eller man af andre årsager mistænker, at en hjemmeside sælger medicin ulovligt, kan man anmelde det til Lægemiddelstyrelsen via vores hjemmeside: Anmeld mistanke om ulovlig forhandling af medicin.