Årsrapport for overvågning af bivirkninger 2010
Det var primært gennemførelsen af Sundheds- og Indenrigsministerens handlingsplan til forbedring af overvågning af bivirkninger, der prægede arbejdet på bivirkningsområdet i 2010. Handlingsplanen blev lanceret i 2009 i samarbejde med Bivirkningsrådet og blev fuldt implementeret i 2010. Årsrapporten for overvågning af bivirkninger giver et indblik i en del af det arbejde, Lægemiddelstyrelsen har udført på bivirkningsområdet i 2010.
Du kan læse hele årsrapporten for overvågning af bivirkninger 2010 ved at klikke på linket i boksen.
Fortsat stigning i antallet af bivirkningsindberetninger
Antallet af bivirkningsindberetninger er steget markant de sidste par år, og en del tyder på, at det fortsætter i den retning. Særligt indberetninger fra medicinbrugerne og deres pårørende er steget. I 2010 var der dobbelt så mange indberetninger fra medicinbrugerne og deres pårørende, end der var i 2008. Også antallet af indberetninger fra lægerne er steget de sidste to år. Her har en bivirkningskampagne rettet mod hospitalslægerne været medvirkende til, at der er sket en stigning i antallet af bivirkninger fra læger i hospitalssektoren.
I årsrapporten i boksen til højre kan du læse mere om udviklingen i antallet af bivirkningsindberetninger fra 2008 til 2010 (se side 5) og om kampagnen "Reager på alvorlige og uventede bivirkninger" målrettet hospitalslægerne (se side 15 og 17).
Fokus på at få flere til at melde bivirkninger
I 2010 havde vi særligt fokus på indberetning af bivirkninger. Ud over vores kampagne rettet mod hospitalslægerne, lancerede vi en kampagne, som var rettet mod medicinbrugerne og deres pårørende. I begge kampagner satte vi særligt fokus på vigtigheden af at melde de alvorlige og uventede bivirkninger.
Læs mere om vores kampagner i 2010 på side 17-19 i årsrapporten.
Risikobaseret bivirkningsovervågning
I 2010 begyndte vi i langt højere grad end tidligere at arbejde risikobaseret med overvågningen af bivirkninger. Det betyder, at vi begyndte at sætte særlig fokus på problemstillinger inden for lægemiddelsikkerhed, som af en eller anden årsag kræver særlig opmærksomhed. Blandt andet lavede vi en grundig vurdering af sikkerheden ved methylphenidat til behandling af ADHD, som mundede ud i fokusrapport, som vi offentliggjorde i oktober 2010.
Læs mere om vores fokusrapport om methylphenidat og om risikobaseret bivirkningsovervågning på side 20-22 i årsrapporten.