Undersøgelse af danskernes køb af medicin på nettet og i udlandet
Der er stadig begrænset viden blandt befolkningen om regler og risici ved køb af medicin på Internettet og i udlandet. Det viser resultaterne af brugerundersøgelsen, som Lægemiddelstyrelsen har fået foretaget.
Undersøgelsens resultater viser bl.a.:
- Over halvdelen af de adspurgte angiver, at de ikke kender reglerne i forbindelse med køb af medicin på nettet tilstrækkelig godt.
- Knap en fjerdedel har enten købt eller overvejet at købe medicin eller helsekostprodukter på Internettet en eller flere gange, mens ligeså mange har købt eller overvejet at købe medicin med hjem fra udlandet.
- Knap halvdelen af dem, som har købt medicin på nettet eller i udlandet, overvejede på intet tidspunkt, at der kunne være bivirkninger forbundet med medicinen, ligesom godt en fjerdedel svarer, at de aldrig har hørt om forfalsket medicin.
- Det er især proteiner/vitaminer, naturlægemidler med eksotiske urter og planter og slankemidler, som købes via nettet. Hvorimod det overvejende er smertestillende medicin og antibiotika, der købes i udlandet.
- Som årsag til at købe medicin i udlandet, er der tre grundlæggende tre svar: 1) sygdom under opholdet i udlandet, 2) medicinen var billigere i udlandet 3) medicinen kan ikke købes i Danmark.
- De adspurgte nævner tre hovedårsager til at vælge at købe medicin på nettet: 1) Det er billigere end på apoteket, 2) medicinen kan ikke fås på danske apoteker, 3) det er nemmere klikke sig ind på nettet end at gå til lægen og på apoteket.
- Af de personer, som har købt medicin på nettet, angiver lidt over en fjerdedel, at medicinen ikke virkede som forventet.
F-Kampagnen: Forfalsket, Forbudt, Forkert - Fornuftig
Undersøgelsens resultater viser, at der er et stort informationsbehov i befolkningen, og der derfor er god grund til, at vi fortsætter kampagnen; forbudt, forfalsket, forkert og fornuftig brug af medicin.
Kampagnens formål er at skærpe medicinbrugernes årvågenhed, skabe opmærksomhed om risici på medicinområdet, motivere medicinbrugerne til at handle fornuftigt og sidst men ikke mindst at minde medicinbrugerne om, at de også selv har et ansvar.
Kampagnen har indtil nu omfattet kampagneplakater til praktiserende læger, en landsdækkende GO-CARD kampagne, information og debat på Lægemiddelstyrelsens netsted, annoncer i Søndagsavisen og links fra andre hjemmesider; netdoktor.dk, sundhed.dk, apoteket.dk og forbrug.dk til vores kampagnesider.
De videre kampagneaktiviteter vil følge brugerundersøgelsens budskaber og rette sig mod udvalgte målgrupper.