XDenne side indeholder elementer som ikke er optimeret til mobil visning. Du kan klikke på linket nedenfor for at få vist siden i desktop-visning.
Desktop visning
Mobil visning

Årsrapport 2016 om detailvirksomheders salg af håndkøbsmedicin

23. marts 2017

Lægemiddelstyrelsen har i 2016 gennemført 862 inspektioner af detailvirksomheders salg af håndkøbsmedicin.

Overvågningen af detailvirksomheders salg af håndkøbsmedicin handler om det salg, der eksempelvis sker i supermarkeder, tankstationer, kiosker, dyrehandlere m.m. Det sker enten på baggrund af en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen eller på baggrund af en kontrakt med et apotek. Årsrapporten indeholder opgørelser over resultaterne af inspektionerne i 2016 af disse virksomheder i sammenligning med resultaterne fra hovedsageligt 2015 og 2014.

I alt har 862 detailvirksomheder fået besøg af Lægemiddelstyrelsens inspektorer, og resultatet er, at 368 af virksomhederne ikke havde nogen afvigelser, 390 havde afvigelser, som de skal rette op på, og 85virksomheder havde afvigelser i et sådant omfang, at de blev politianmeldt. De resterende 19 virksomheder havde enten ingen lægemiddelaktivitet eller var lukket.

Lægemiddelstyrelsens opgave ved disse inspektioner er at tjekke om virksomhederne overholder reglerne på området, herunder at kunderne ikke selv kan nå medicinen, at ekspedienterne kender reglerne, om medicinen er opbevaret korrekt i forhold til f.eks. temperatur, at der er en fornuftig kontrol med udløb af medicinen, og at indkøbene foregår gennem autoriserede forhandlere.

En inspektion omfatter de aktiviteter, der er givet tilladelse til. Det kan både være til at sælge medicin i udleveringsgrupperne HF (håndkøb frihandel), HX (håndkøb begrænset) og HX18 (håndkøb kun til personer over 18 år) og i udleveringsgruppen HV (håndkøb veterinær), hvilket f.eks. vil sige loppemidler til dyr.

Link

Inspektion af lægemidler i håndkøb i detailhandlen - Årsrapport 2016 (pdf)