XDenne side indeholder elementer som ikke er optimeret til mobil visning. Du kan klikke på linket nedenfor for at få vist siden i desktop-visning.
Desktop visning
Mobil visning

Flere tiltag for at sikre medicinforsyningen under COVID-19

27. maj 2020

Der er iværksat flere tiltag på nationalt plan for at imødegå forsyningsproblemer med livsvigtig medicin under COVID-19-pandemien. Derudover arbejdes der også i EU-regi for at sikre forsyningerne.

Der er gennem længere tid blevet arbejdet på at modvirke, at medicinforsyningerne skal blive påvirket under COVID-19 pandemien. Særligt i forhold til de lægemidler, der bruges på intensivafdelingerne i forbindelse med behandling af patienter med COVID-19, men også i forhold til forsyningerne af livsvigtig medicin til andre sygdomme.

”Vi har nu i en længere periode samarbejdet med myndigheder og virksomheder i både ind- og udland for at undgå forsyningsproblemer med medicin, og der er for nuværende ikke meldinger om problemer herhjemme. Men vi kan ikke udelukke mangelsituationer på sigt, for krisen er global. Derfor er opgaven prioriteret helt i top hos os”, siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

I flere EU-lande har der været meldinger om knaphed på nogle af de lægemidler, der bruges til patienter med COVID-19. Det drejer sig konkret om lægemidler til intensivpatienter som f.eks. visse typer antibiotika og muskelafslappende medicin. Derudover er der også kommet øget efterspørgsel på nogle af de typer medicin, der er godkendt til behandling af andre sygdomme, men som pt. også afprøves som behandling af COVID-19 i kliniske forsøg.

Tiltag for at sikre forsyningen

I Danmark er flere tiltag iværksat for at modvirke forsyningsproblemer. Konkret har Lægemiddelstyrelsen indført restriktioner på brugen af lægemidlerne paracetamol til børn, hydroxyklorokin og azithromycin.  

Derudover arbejder Danmark i lighed med Norge, Sverige og en række andre lande i og udenfor EU med at tilpasse lagrene af medicin, så der er en passende buffer i tilfælde af mangelsituationer.

Konkret samarbejder Lægemiddelstyrelsen med regionernes indkøbsorganisation Amgros og de to apoteksgrossister Nomeco og TMJ om at tilpasse deres lagre med henblik på at understøtte forsyningen til de danske hospitaler og apoteker af de særligt kritiske lægemidler.

Internationale tiltag for at modvirke forsyningsproblemer

På europæisk plan er den danske regering i dialog med de øvrige EU-lande for at se på, hvordan der på sigt kan sikres en større uafhængighed i europæisk regi ift. forsyning af både medicin og værnemidler.

For at understøtte, at EU-landene koordinerer indsatsen for at modvirke forsyningsproblemer i den nuværende situation, deltager Lægemiddelstyrelsen på Danmarks vegne i en strategisk koordinationsgruppe, sammensat af repræsentanter for EU-medlemslandene, EU-Kommissionen og det europæiske medicinalagentur.

I forvejen var der i 2019 betydeligt fokus på forsyning af medicin, men det er forventet, at forsyningssituationen på grund af pandemien bliver mere ustabil på verdensplan. Det kan eksempelvis skyldes nedlukninger af fabrikker på grund af karantæne, logistiske problemer forårsaget af grænselukninger, eksportforbud, handelsrestriktioner og lignende.

Et af de initiativer, som er sat i værk på europæisk plan, er fælles EU-indkøb af større partier af visse lægemidler. Ud over dette arbejdes der også på initiativer, som skal støtte en øget produktionskapacitet af lægemidler, der bruges i forbindelse med COVID-19, samt andre kritiske lægemidler, der potentielt er i risiko for forsyningsmangel.