HUSK-produkter kædet sammen med alvorligt salmonellaudbrud – stop med at indtage produkterne

16. april 2021

"HUSK Psyllium-frøskaller, kapsler", "HUSK psyllium-frøskaller, oralt pulver" samt apoteksfremstillet HUSK med kalk tilbagekaldes på grund af risiko for salmonella. 33 personer er konstateret syge, og 3 personer, smittet med den specifikke salmonellatype, er døde. Borgere bør stoppe med at indtage produkterne og kassere dem.

Statens Serum Institut udsendte i går en nyhed om et pågående salmonella-udbrud, som bliver stadig mere omfattende. I alt er 33 personer nu konstateret syge med den samme type salmonella – flere alvorligt. 19 personer har indtil videre været indlagt, og 3 personer er døde.

Salmonellaudbruddet kædes sammen med en række naturlægemidler fra virksomheden Orkla A/S. Virksomheden tilbagekalder derfor nu samtlige partier af naturlægemidlerne:

  • "HUSK Psyllium-frøskaller kapsler"
  • "HUSK psyllium-frøskaller, oralt pulver".

"HUSK psyllium-frøskaller, oralt pulver" anvendes desuden til apoteksfremstillede lægemidler. Derfor tilbagekaldes også samtlige partier af apoteksfremstillet HUSK med kalk (pulver).

Disse produkter er fremstillet på henholdsvis Apoteket Rosen Magistrelle Afdeling (ARMA), Glostrup Apotek og Skanderborg Apotek. Produkterne kræver recept fra lægen og kan være solgt på alle apoteker.

Undlad at indtage produkterne

Hvis man har købt "HUSK Psyllium-frøskaller, kapsler", "HUSK psyllium-frøskaller, oralt pulver" eller apoteksfremstillet HUSK med kalk (pulver), opfordrer Lægemiddelstyrelsen til, at man smider produkterne ud, eller afleverer dem der, hvor de er købt.

Det skal du gøre, hvis du har spist produkterne

Risikoen for at blive smittet med salmonella er lille, selvom man skulle have spist produkterne. Som oftest er symptomer på salmonella milde og går over af sig selv.

Man bør dog være opmærksom og henvende sig til egen læge, hvis man får vedvarende symptomer som mavesmerter, kvalme, opkast, akut diarré (evt. blodig) samt feber og påvirket almen tilstand - typisk omkring to døgn efter at have indtaget produktet.

Kontakt eventuelt apoteket eller egen læge vedr. anden behandling

Orkla Care A/S forventer ikke at kunne levere i en længere periode.

Kontakt eventuelt apoteket eller egen læge for rådgivning om, hvilken behandling der kan anvendes i stedet for HUSK.

Hvis du har spørgsmål til tilbagekaldelsen vedr. de apoteksfremstillede produkter, kan du kontakte det apotek, hvor produktet er købt.

Hvis du har spørgsmål til tilbagekaldelsen vedr. Orklas produkter, kan du kontakte Orkla Care A/S.

Links

Pressemeddelelse fra Orkla

Alle kommuner er informeret og vil hjælpe de borgere, som kommunerne administrerer medicin for. 

Naturlægemidlet "HUSK PSYLLIUM-frøskaller, kapsler" tilbagekaldes efter salmonellaudbrud