Lægemiddelstyrelsen opfordrer til at tjekke information om velkendte vaccinebivirkninger efter rekordmange indberetninger
Du behøver hverken at kontakte lægen eller indberette det, hvis du får forbigående influenza-symptomer eller rødme ved indstiksstedet efter en vaccination mod COVID-19. Sådan lyder opfordringen fra Lægemiddelstyrelsen, der har fået over 40.000 indberetninger om formodede vaccinebivirkninger.
Under normale omstændigheder modtager Lægemiddelstyrelsen årligt omkring 7.000 indberetninger om formodede bivirkninger for alle typer af lægemidler i Danmark. Men siden det første vaccinestik mod COVID-19 blev givet lige før nytår, har Lægemiddelstyrelsen modtaget over 40.000 indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19-vaccinerne fra læger, andet sundhedspersonale og borgere.
To tredjedele af de foreløbigt 44.161 indberettede formodede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen omhandler hovedsageligt almindelig kendte, milde og forbigående bivirkninger.
Lægemiddelstyrelsen overvåger sikkerheden ved COVID-19-vaccinerne i Danmark. Indberetninger om formodede bivirkninger indgår som en vigtig del af denne overvågning, da indberetninger om formodede bivirkninger kan være tegn på nye eller ændrede risici ved et lægemiddel, som skal undersøges nærmere.
”Vores budskab til borgerne er klart. Vær opmærksom på alvorlige eller uventede symptomer, men du behøver ikke at kontakte lægen eller indberette formodede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen, hvis du får nogle af de kendte, milde og moderate forbigående bivirkninger, som fx feber, træthed, hovedpine, kulderystelser, muskel- og ledsmerter og rødme ved indstiksstedet. Tjek fx informationen om bivirkninger på vores hjemmeside lmst.dk eller ude på vaccinestederne, hvor alle de mest almindelige bivirkninger er oplistet for de forskellige COVID-19-vacciner,” siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Tanja Erichsen.
Influenza-symptomer er bare immunsystemet, der aktiveres
Når en vaccine aktiverer immunsystemet, vil mange opleve influenzalignende symptomer. Det er helt almindeligt og et tegn på, at kroppens immunsystem reagerer på vaccinen.
Reaktionerne ses ved de fleste typer vacciner, og de plejer at være overstået inden for en dag eller to. Omvendt er mangel på symptomer fra immunsystemet ved vaccination ikke ensbetydende med en manglende effekt af vaccinen. Det er bare forskelligt fra person til person, hvordan man reagerer på en vaccination. Yngre menneskers immunsystem reagerer ofte kraftigere end ældres.
Vi kan hjælpe hinanden med at bruge ressourcerne bedst muligt
Målet med ’opråbet’ til borgerne er, at bruge ressourcerne bedst muligt hos både lægerne og Lægemiddelstyrelsen, så eventuelle nye bivirkninger bliver identificeret hurtigst muligt til gavn for patientsikkerheden, forklarer Tanja Erichsen.
”Selvom vi har styrket vores overvågningsberedskabsteam betydeligt med ansættelse af et større antal medarbejdere, så er det en kæmpe opgave at vurdere de mange tusinde indberetninger. Vi leder efter det, som ikke er forventet – det kan fx være indberetninger om en ny mulig bivirkning, som skal undersøges nærmere, eller en mere ualmindelig bivirkning som ser ud til at forekomme hyppigere end antaget. Derfor behøver borgerne ikke indberette kendte, milde og moderate bivirkninger, som er forbigående, til Lægemiddelstyrelsen.”, siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Tanja Erichsen.