Høring over forslag til tilskudsstatus for medicin til behandling af diabetes- eksklusive insuliner
Høring over Medicintilskudsnævnets forslag til tilskudsstatus for medicin til behandling af diabetes- eksklusive insuliner
Medicintilskudsnævnet er i gang med at revurdere tilskudsstatus for medicin til behandling af diabetes- eksklusive insuliner (ATC-gruppe A10B) og har nu færdiggjort et forslag til sine anbefalinger:
Medicintilskudsnævnets anbefalinger
Nævnet mener, at stort set alle typer af medicin i denne gruppe har en relevant plads i behandlingen af type 2-diabetes, og at de enkelte typer af medicin med forskellige egenskaber gør dem velegnede til forskellige patientgrupper. Nævnet har i sine anbefalinger generelt lagt vægt på, at den type medicin, der primært er anbefalet og er billigst, bevarer generelt tilskud for at understøtte og fremme en rationel anvendelse. På denne baggrund foreslår nævnet, at metformin som veletableret førstevalgsbehandling fortsat har generet tilskud.
GLP-1-analogerne er væsentligt dyrere end anden diabetesmedicin uden, at der er behandlingsmæssige fordele ved dem for alle patienter. Derfor anbefaler nævnet, at der bør foretages justering i ordlyden af tilskudsklausulen, for at tydeliggøre, at behandling med denne type medicin kun anvendes hos de patienter, der har forsøgt anden relevant behandling.
SGLT-2-hæmmerne har de senere år fået en mere central plads i behandlingen af type 2-diabetes og priserne er nogenlunde ens for alle SGLT-2-hæmmere. På denne baggrund anbefaler nævnet, at SGLT-2-hæmmerne bevarer det generelle tilskud på nær ertugliflozin, som ikke er anbefalet på lige fod med de øvrige SGLT-2-hæmmere.
Nævnet vurderer, at alle DPP-4-hæmmerne er ligeværdige, og grundet de markante prisforskelle indenfor gruppen anbefaler nævnet, at kun sitagliptin, som den billigste DPP-4-hæmmer, bevarer generelt tilskud.
Blandt de betacellestimulerende midler er gliclazid og glimepirid anbefalet og billigst. Nævnet anbefaler derfor, at disse bevarer generelt tilskud, og de øvrige mister generelt tilskud eller fortsat ikke har generelt tilskud.
Videre proces
Inden Medicintilskudsnævnet færdiggør sin anbefaling til Lægemiddelstyrelsen, har nævnet indledt partshøring af de berørte virksomheder.
Høringssvar kan sendes til Send en mail. Der er høringsfrist den 26. februar 2023. Efter høringsfristens udløb, vil Medicintilskudsnævnet genoptage sine drøftelser og på baggrund af blandt andet de indkomne høringssvar arbejde videre med sine anbefalinger til Lægemiddelstyrelsen.
De relevante videnskabelige selskaber, patientforeninger samt andre interessenter bliver samtidig hørt over Medicintilskudsnævnets forslag, se denne liste:
Liste over videnskabelige selskaber, patientforeninger og andre interessenter