Operation PANGEA XVI: Lægemiddelstyrelsen har anmeldt 26 hjemmesider for ulovlig medicinhandel
Den årlige globale Interpol-aktion Operation Pangea løb af stablen i starten af oktober. I år var det danske fokus på illegal onlinehandel med medicin, og Lægemiddelstyrelsen har på baggrund af aktionen anmeldt 26 hjemmesider til politiet.
Operation Pangea XVI har på verdensplan ifølge Interpol ført til beslaglæggelse af ulovlig og potentielt farlig medicin for mere end 7 millioner dollars. Over 1300 hjemmesider er blevet lukket, og 72 personer er blevet anholdt på verdensplan. Potensmidler er igen i år globalt set i høj kurs hos de illegale internetforhandlere, og det udgjorde 22 procent af operationens beslaglæggelser. Psykofarmaka såsom antidepressiv medicin, angstmedicin og beroligende midler fulgte tæt efter og udgjorde 19 procent af den globale operations beslaglæggelser. Derudover udgjorde henholdsvis kønshormoner og mave/tarm-medicin hver 12 procent af beslaglæggelserne. Operation Pangea er koordineret af Interpol og fandt sted fra d. 3. til d. 10. oktober med deltagelse af 89 lande.
Lægemiddelstyrelsen er opmærksom på udfordringerne med ulovlig nethandel med medicin, og i forbindelse med den årlige Operation Pangea bliver der gjort en ekstraordinær indsats. Formålet med den danske aktion har i år særligt været at få et overblik over det aktuelle trusselsbillede inden for ulovligt salg af lægemidler fra dansksprogede hjemmesider.
26 anmeldte dansksprogede hjemmesider
Lægemiddelstyrelsen har som led i operationen identificeret 26 hjemmesider med ulovligt medicinsalg. Siderne er både blevet anmeldt til Interpol og til politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) med anmodning om efterforskning og om muligt lukning. Ingen af disse netbutikker har det lovpligtige grønne eller blå EU-logo, som viser, at butikken er godkendt til at sælge medicin til mennesker (det grønne logo) eller dyr (det blå logo).
”Der er desværre fortsat et stort marked for ulovlig medicinhandel på nettet, og det er umuligt at komme helt til livs, selvom der er et stort globalt fokus på problemet. Derfor er det også vigtigt, at befolkningen ved, hvordan man kan handle sikkert på nettet, og at de kender de lovpligtige EU-logoer. Det styrker patientsikkerheden”, siger enhedschef Jeanne Majland.
Størstedelen af internetforhandlerne sælger potensmidler, og der er også fundet hjemmesider, der ulovligt sælger vægttabsmedicin og diabetesmedicin som Wegovy og Ozempic. Opioidpræparatet Tramadol, som er særdeles udbredt i den illegale handel, er også fundet på de ulovlige hjemmesider.
”Der er ingen overraskelser eller nye tendenser, som vi ikke i forvejen havde kendskab til. Som følge af den store efterspørgsel og medieopmærksomhed havde vi desværre forventet et øget illegalt udbud af semaglutid-præparaterne Ozempic og Wegovy”, fortsætter Jeanne Majland.
Tjek synligt EU-logo, før du handler
Hvis man køber medicin på uautoriserede hjemmesider eller sociale medier, spiller man hasard med sit helbred. Der er nemlig ingen garanti for fremstilling, indhold eller virkning, når medicinen sælges via sociale medier eller via hjemmesider, som ikke er godkendt til at forhandle medicin. Illegal handel med medicin er et vedvarende problem på verdensplan.
Lægemiddelstyrelsen opfordrer kraftigt til, at man altid sikrer sig, at det grønne eller blå EU-logo er synligt og klikbart på en hjemmeside, før man køber medicin til sig selv, sine nærmeste eller kæledyr. Ved medicin til mennesker er det det grønne EU-logo, man skal holde øje med. Ved medicin til dyr er det det blå EU-logo, man skal holde øje med. Det er aldrig lovligt at sælge medicin via sociale medier, så det er en god tommelfingerregel helt at undgå at købe medicin via disse kanaler.
”Det er farligt at købe medicin på uautoriserede hjemmesider, for der er absolut ingen kontrol og ingen sikkerhed med den medicin, der bliver solgt på den måde. Receptpligtig medicin skal altid ordineres af egen læge, og hvis du køber medicin på nettet, bør det altid være i en netbutik, der bærer det grønne eller det blå EU-logo. I øvrigt er al medicinhandel på sociale medier ulovligt”, afslutter Jeanne Majland.
Links
Læs mere om, hvordan du køber medicin sikkert på nettet (lmst.dk)
Læs mere om Operation Pangea XVI på Interpols hjemmeside (interpol.int)