Børnevaccinerne er sikre med primært milde og velkendte bivirkninger
Sundhedsstyrelsens årlige rapport over de danske børnevacciner viser, at der fortsat er tårnhøj tilslutning til vaccinationsprogrammet. Lægemiddelstyrelsen har bidraget med sin viden om børnevaccinernes bivirkninger. De er primært milde, ikke-alvorlige, og antallet af indberetninger er for nedadgående.
Børnevaccinerne, der anvendes i det danske vaccinationsprogram, har efterhånden været på markedet i mange år, og derfor er der også et solidt kendskab til, hvilke bivirkninger der kan følge med en vaccination.
At forældre og læger har et godt forhåndskendskab til vaccinerne og ved, hvad man kan forvente, afspejler sig i antallet af indberetninger til Lægemiddelstyrelsen, som over de seneste mange år har været faldende år for år – med undtagelsen af årene 2015-2016, hvor der var særligt mange indberetninger om HPV-vaccinen, der var ny på det tidspunkt.
Antal indberetninger om formodede bivirkninger fra alle vacciner i børnevaccinationsprogrammet i perioden fra 2015-2023. I 2023 modtog Lægemiddelstyrelsen 228 indberetninger. I alt blev der givet 626.144 børnevaccinationer i 2023.
Langt de fleste indberetninger om formodede bivirkninger ved børnevaccinerne er ikke-alvorlige og omhandler milde og moderate reaktioner efter vaccinationen. De hyppigst indberettede bivirkninger omhandler reaktioner på indstiksstedet (eksempelvis rødme og udslæt) og generel utilpashed som for eksempel træthed, feber og hovedpine. Det gælder både for vaccinerne til børn i alderen 0-5 år og HPV-vaccinerne, der gives til teenagere.
Det er helt almindeligt at opleve disse symptomer efter vaccination og et tegn på, at kroppens immunsystem reagerer på vaccinen. Reaktionerne ses ved de fleste typer vacciner, og de plejer at være overstået inden for kort tid. Omvendt er mangel på symptomer fra immunsystemet ved vaccination ikke ensbetydende med manglende effekt af vaccinen. Det er blot forskelligt fra person til person, hvordan man reagerer på en vaccination.
Vaccinationsgranulomer undersøges som mulig bivirkning ved HPV-vaccinen
Lægemiddelstyrelsen fortsætter sin løbende overvågning af sikkerheden ved alle vacciner (og andre lægemidler) og reagerer, hvis der er signaler på hidtil ukendte bivirkninger. I 2023 fandt Lægemiddelstyrelsen grundlag for at rejse et signal vedr. vaccinations-granulomer, som er kløende knuder på indstiksstedet, der muligvis kan opstå som en allergisk reaktion på aluminiumindhold i HPV-vaccinen. Der findes flere vacciner, der indeholder aluminium i meget små mængder for at øge vaccinens virkning (adjuvans).
Lægemiddelstyrelsen har rejst den mulige bivirkning ved HPV-vaccinen som et sikkerhedssignal over for den europæiske bivirkningskomité (PRAC), der vil undersøge sammenhængen på EU-plan og herudfra konkludere, om produktinformationen skal opdateres.
Læs meget mere om børnevaccinerne hos Sundhedsstyrelsen: Næsten alle børn følger børnevaccinationsprogrammet i Danmark (Sundhedsstyrelse).
Antal børnevaccinedoser givet i 2023:
Booster (Difteri, stivkrampe, kighoste m.m.) | 54.145 |
Difteri, stivkrampe, kighoste m.m. | 172.869 |
HPV | 108.885 |
MFR | 117.984 |
Pneumokokker | 172.261 |
Total | 626.144 |