Undersøgelse af apotekernes driftsforhold 2016

2. juli 2018

En central begivenhed i apotekssektoren i 2016 har været, at beløbsgrænsen, der afgør, hvorvidt et apotek betaler udligningsafgift eller modtager udligningstilskud, er blevet sænket markant til 35.000.000 kr. Dette er sket som følge af den nye apotekerlov, der blev vedtaget i 2015. Tidligere var reglerne således, at udligningsgrænsen skulle fastsættes således, at summen af de udbetalte udligningstilskud skulle være lig med summen af de indbetalte udligningsafgifter. Som følge af den nye lavere beløbsgrænse, har udligningsordningen i 2016 genereret et ”overskud”, der i henhold til de nye regler medfinansierer udbetalingen af filial- og apoteksudsalgsgodtgørelser.

I 2015 blev den nye apotekerlov vedtaget. Denne har betydet, at det herefter er muligt for apotekere at etablere frivillige (dvs. ikke-tilskudsberettigede) filialer og apoteksudsalg i en radius på maksimalt 75 km fra moderapoteket. Ligeledes har den nye apotekerlov betydet, at apotekere, der efter 1. juli af Lægemiddelstyrelsen meddeles bevilling til at drive flere apoteker, ikke modtager særlig godtgørelse for drift af de nytildelte bevillinger. Disse bevillinger benævnes herefter tillægsbevillinger.

Apoteksbevillinger, der af Lægemiddelstyrelsen er meddelt en apoteker, der i forvejen driver apotek, før 1. juli 2015 benævnes supplerende enheder. Tilskuddet til de supplerende enheder nedtrappes gradvist indtil 2021, hvorefter der ikke længere gives tilskud til 'apotekere med mere end en bevilling.Denne undersøgelse af apotekernes driftsforhold for 2016 bygger på de regnskabsindberetninger, som apotekerne skal udarbejde ifølge § 47 i lovbekendtgørelse nr. 1040 af 3. september 2014 om apoteksvirksomhed, bekendtgørelse nr. 1103 af 15. september 2015 om aflæggelse af apoteksregnskab og bekendtgørelse nr. 879 af 17. december 1991 om apotekernes varelageropgørelse. Regnskaberne er udarbejdet i henhold til Lægemiddelstyrelsens vejledning til apotekernes regnskaber af december 2016.

Undersøgelsen omfatter 237 apoteker, heraf 123 apoteker med i alt 185 tilhørende apoteksfilialer. Primo 2016 var der 236 apoteker, mens der ultimo året var 235 apoteker, da 2 apoteker er blevet omdannet til en filial, mens der er blevet etableret 1 nyt internet-apotek. Der var primo 2016 16 supplerende enheder samt 1 tillægsbevilling, mens der ultimo 2016 var 14 supplerende enheder samt 7 tillægsbevillinger.

Disse er medregnet som apoteker og indgår dermed i det samlede antal af apoteker. Der har i alt været 221 koncerner (dvs. apoteker med supplerende enheder eller tillægsbevillinger). På grund af ejerskifte, strukturændringer m.v. er undersøgelsen baseret på 250 apoteksregnskaber.

Link

Undersøgelse af apotekernes driftsforhold 2016 (pdf)