XDenne side indeholder elementer som ikke er optimeret til mobil visning. Du kan klikke på linket nedenfor for at få vist siden i desktop-visning.
Desktop visning

Høring om nyt forslag til tilskudsstatus for medicin mod astma og KOL

5. oktober 2017

Medicintilskudsnævnet er fortsat i gang med at revurdere tilskudsstatus for medicin mod astma og KOL (ATC-gruppe R03) og har nu færdiggjort et nyt forslag til Lægemiddelstyrelsen: Medicintilskudsnævnets 4. forslag af 4. oktober 2017 til tilskudsstatus for lægemidler mod astma og KOL.

Medicintilskudsnævnets 3 første forslag har tidligere været i høring. Siden er sket flere prisændringer. Nævnet har derfor lavet et nyt forslag til fremtidig tilskudsstatus for disse lægemidler.

De korttidsvirkende antikolinergika (SAMA) samt kombinationerne af en korttidsvirkende beta-2 agonist (SABA) og en SAMA, bør kun bruges til de patienter, der ikke kan behandles med en SABA i monoterapi. Forbrugsdata viser dog, at en større gruppe patienter opstarter behandling med førnævnte medicin uden først, at have forsøgt behandling med SABA i monoterapi. Derfor anbefaler nævnet som noget nyt, at tilskuddet til disse grupper af medicin klausuleres.

Derudover anbefaler nævnet nu, at alle langtidsvirkende muskarin antagonister (LAMA) bevarer generelt (automatisk) tilskud. Det skyldes, at der har været prisfald inden for gruppen.

Der er ikke ændringer i nævnets andre anbefalinger.

Inden Medicintilskudsnævnet færdiggør sin anbefaling til Lægemiddelstyrelsen, har nævnet indledt partshøring af de virksomheder, som er direkte berørt af de nye forslag for SAMA og kombinationen af SABA og SAMA: 4. høringsbrev af 4. oktober 2017 til parter – lægemidler mod astma og KOL.

Der er høringsfrist den 7. november 2017. Herefter vil Medicintilskudsnævnet genoptage sine drøftelser og på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar arbejde videre med sin indstilling til Lægemiddelstyrelsen.

De relevante videnskabelige selskaber og patientforeninger samt Apotekerforeningen, Lægeforeningen, Medicinrådet, PLO og Sundhedsstyrelsen bliver samtidig hørt over Medicintilskudsnævnets forslag, jf. denne liste: Liste over videnskabelige selskaber og patientforeninger.