Kinesisk lægemiddelmyndighed gæster Danmark
En delegation fra Centre for Drug Evaluation under Chinese National Medical Products Administration gæster i denne uge Lægemiddelstyrelsen for blandt andet at drøfte kliniske forsøg og medicinsk evaluering. Mødet i Lægemiddelstyrelsen er et led i det dansk-kinesiske samarbejde i China-Denmark Food and Drug Regulatory Cooperation Centre, som blev etableret ved en samarbejdsaftale underskrevet i maj sidste år, og som skal styrke myndighedsarbejdet i de to lande.
Lægemiddelstyrelsen har i denne uge haft besøg af en delegation fra det kinesiske Centre for Drug Evaluation.
Når den kinesiske delegation afslutter deres besøg i Lægemiddelstyrelsen i dag, er tre dages drøftelser gået forud om bl.a. kliniske forsøg, medicinsk evaluering af lægemidler og mulighederne for at lave udvekslinger af medarbejdere mellem Lægemiddelstyrelsen og de kinesiske samarbejdspartnere med henblik på kompetenceudvikling inden for forskellige lægemiddelfaglige områder. Særligt har delegationen været interesseret i at få indsigt i Lægemiddelstyrelsens risikobaserede tilgang til sagsbehandling.
Internationalt samarbejde til gavn for Danmark
Det dansk-kinesiske myndighedssamarbejde på lægemiddelområdet er sat i værk for at styrke myndighedsarbejdet i begge lande. Den kinesiske lægemiddelmyndighed får via Lægemiddelstyrelsen bedre adgang til viden om lægemiddelregulering i europæisk kontekst, og fra dansk perspektiv er den kinesiske kontakt led i styrelsens satsning på internationalt samarbejde.
”Det er en fin anerkendelse af det danske myndighedsarbejde, at Kina har valgt at hente viden om europæisk lægemiddelregulering via Lægemiddelstyrelsen. Og så giver det samtidig Lægemiddelstyrelsen mulighed for at få værdifuld viden fra det kinesiske myndighedsarbejde og unikke samarbejdspartnere fx i forhold til kontrol af radioaktive lægemidler. Når myndigheder lærer af hinanden, er det til gavn for os alle sammen som borgere. Og derudover bidrager vores samarbejde med Kina til regeringens ambitioner om en stærkere internationalt positioneret lægemiddelstyrelse og en national life science strategi med sigte på både sundhed og økonomisk vækst”, siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.