Medicintilskudsnævnets anbefalinger til tilskudsstatus for medicin mod symptomer ved overgangsalder

3. juli 2018

Medicintilskudsnævnet har revurderet tilskudsstatus for medicin til behandling af symptomer forbundet med overgangsalder. Nævnet anbefaler, at al medicinen får eller bevarer generelt eller generelt klausuleret tilskud.

Link til Medicintilskudsnævnets indstilling (pdf)

Du kan sende eventuelle bemærkninger til anbefalingerne til Lægemiddelstyrelsen senest 24. august 2018. Disse interessenter er orienteret direkte på mail.

Medicintilskudsnævnets anbefalinger

Medicintilskudsnævnet vurderer, at al medicin til behandling af symptomer ved overgangsalder kan være relevante behandlingsmuligheder, hvis livsstilsændringer ikke er tilstrækkelige.

Medicintilskudsnævnet anbefaler, at:

  • Medicin med østrogen, eventuelt i kombination med gestagen, bevarer generelt tilskud
  • Håndkøbsmedicin bevarer klausuleret tilskud.
  • Angemin og Livial/Tibocina får nu generelt tilskud.

 

Videre proces

Ingen af anbefalingerne stiller virksomhederne dårligere end i dag. Medicintilskudsnævnet eller Lægemiddelstyrelsen vil derfor ikke foretage en partshøring. Interessenter kan sende eventuelle bemærkninger til Medicintilskudsnævnets anbefalinger senest 24. august 2018 til Send en mail.

Efter den 24. august 2018 vil Lægemiddelstyrelsen vurdere eventuelle bemærkninger og træffe afgørelse om eventuelle ændringer i tilskudsstatus.

Intrarosa (prasteron) er godkendt til behandling af symptomer ved overgangsalderen og blev markedsført den 2. juli. Denne medicin er ikke omfattet af nævnets anbefalinger. Lægemiddelstyrelsen vil dog inddrage Intrarosa i det videre arbejde.

 

Generelt tilskud

Når medicin får generelt tilskud, betyder det, at alle patienter får automatisk tilskud til den pågældende medicin, når medicinen købes på recept på apoteket. Tilskuddet bliver automatisk fratrukket prisen ved ekspeditionen på apoteket.
Se grænserne for medicintilskud

Generelt klausuleret tilskud

Hvis medicin har fået generelt klausuleret tilskud, betyder det, at det kun er patienter, der opfylder nogle særlige betingelser, der kan få tilskud til medicinen. Det er den behandlende læge, der vurderer, om en patient er omfattet af de særlige betingelser. Lægen skal i de tilfælde skrive "tilskud" på recepten. Tilskuddet bliver automatisk fratrukket prisen ved ekspeditionen på apoteket.
Se grænserne for medicintilskud