Bivirkninger ved medicin til dyr
Hvad er en bivirkning?
En bivirkning er en skadelig og utilsigtet reaktion på et lægemiddel.
I indlægssedlen, som følger med lægemidlet, kan du læse om de kendte bivirkninger, og hvor hyppigt disse bivirkninger forekommer (kendte bivirkningsfrekvenser). De kendte bivirkninger og bivirkningsfrekvenser er også beskrevet i lægemidlets godkendte produktresumé. Produktresumeet er enten offentliggjort via Lægemiddelstyrelsens hjemmeside eller via Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside.
Noget specielt ved medicin til dyr, er at vi både forholder os til bivirkninger opstået i dyr, men også til brugersikkerheden for de mennesker som skal håndtere og give lægemidlet til dyr.
Det er meget vigtigt at understrege, at man ikke behøver at være sikker på sammenhængen mellem den formodede bivirkning og lægemidlet for at indberette det. Der laves altid en grundig vurdering af årsagssammenhængen inden indberetninger kan lede til videre tiltag.
Hvad er manglende effekt?
Manglende effekt af et lægemiddel, er når lægemidlet ikke har haft den forventede effekt i forhold til det, lægemidlet kan forventes at behandle ifølge produktinformationen, hvis instruktionerne for opbevaring og håndtering af lægemidlet ellers er fulgt.
I produktresuméet kan du se, hvad lægemidlet er godkendt til at behandle, og hvornår efter behandlingen effekten kan forventes. Du kan også læse om hvordan lægemidler skal opbevares og gives til dyret.
Balancen mellem fordele og ulemper
For at et lægemiddel kan blive godkendt, er det afgørende, at de bivirkninger, som målgruppen for lægemidlet kan forventes at få af lægemidlet, ikke er værre end de symptomer eller den sygdom, som lægemidlet behandler eller forebygger.
For at denne balance opretholdes, er det derfor både vigtigt at vide, hvilke bivirkninger der ses ved lægemidlet og hvor ofte de forekommer, men også hvis lægemidlet ikke virker som forventet. Begge dele kan nemlig ændre på balancen mellem fordele og ulemper.
Eksterne links
Produktresumeer på Lægemiddelstyreslens hjemmeside
Det Europæiske Lægemiddelagenturs database over produkter (UPD)