Busalair mod astma får klausuleret tilskud
Lægemiddelstyrelsen har besluttet, at Busalair med virkning fra markedsføringstidspunktet skal have generelt klausuleret tilskud til følgende klausul:
- Voksne patienter med astma, som ikke kan behandles tilstrækkeligt med inhalationssteroid alene.
Vi giver generelt klausuleret tilskud, fordi vi vurderer, at Busalair (med indhold af budesonid og salmeterol) opfylder kriterierne for generelt klausuleret tilskud for patienter omfattet af ovenstående klausul.
Lægemiddelstyrelsens afgørelse om generelt klausuleret tilskud til Busalair
Generelt klausuleret tilskud
Hvis en medicin har generelt klausuleret tilskud, betyder det, at det kun er patienter, der opfylder nogle særlige betingelser, der kan få tilskud til medicinen. Det er den behandlende læge, der vurderer, om en patient er omfattet af de særlige betingelser. Lægen skal i de tilfælde skrive ”Tilskud” på recepten. Tilskuddet bliver automatisk fratrukket prisen ved ekspeditionen på apoteket. Se grænserne for medicintilskud her: medicintilskudsgrænser.