Efter fatale fejldoseringer: Læger orienteret om håndtering af medicinen methotrexat
Der er netop sendt en sikkerhedsmeddelelse ud til læger og andre sundhedsprofessionelle med info om håndtering af methotrexat til gigt, psoriasis og crohns sygdom, der ved overdosering kan medføre dødsfald. Tiltaget er det seneste i rækken for at undgå forkert brug af medicinen.
Der er netop udsendt information til over 10.000 læger og andre sundhedsprofessionelle om sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med håndteringen af medicinen på blandt andet plejehjem.
De seneste år har der været flere tilfælde af alvorlige doseringsfejl med medicinen, som har medført dødsfald, fordi medicinen ved en fejl er blevet brugt dagligt i stedet for én gang om ugen til behandling af gigt, psoriasis og crohns sygdom.
Problemerne med overdosering af methotrexat har i længere tid været i myndighedernes fokus. Senest har undersøgelser i Det Europæiske Lægemiddelagenturs bivirkningskomité vist, at doseringsfejlene kan forekomme i alle led, fra udskrivning til dosering af medicinen.
Tidligere sikkerhedsforanstaltninger iværksat i Danmark
I både EU og i Danmark har man allerede iværksat forskellige tiltag i flere omgange for at undgå overdosering af methotrexat. Styrelsen for Patientsikkerhed og medicin.dk lancerede i september måned blandt andet kampagnen Stop Tænk Tjek, der havde fokus på såkaldte risikosituationslægemidler – herunder methotrexat - og sidste år gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed og Apotekerforeningen en kampagne, der skulle forebygge doseringsfejlene med methotrexat på plejecentre og i hjemmesygeplejen.
Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed har desuden været i dialog med Gigtforeningen om, hvordan man kan formidle mere viden om doseringen af methotrexat til såvel patienter som sundhedspersonale.
Præparatet har derudover fået en særlig advarselsboks på pakken og i indlægssedlen for at sikre en korrekt dosering. Advarselsboksen på pakningen er rød, og det fremgår, at medicinen kun skal tages én gang ugentligt, når den bruges til behandling af gigt, psoriasis og crohns sygdom.