EMA igangsætter undersøgelse af visse typer blodfortyndende medicin
Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA har netop besluttet at undersøge risikoen for større blødninger ved brug af de blodfortyndende lægemidler Eliquis, Pradaxa og Xarelto sammenlignet med andre blodfortyndende lægemidler.
Undersøgelsen skal se nærmere på risikoen for større blødninger hos patienter, der får Eliquis, Pradaxa eller Xarelto enten mod blodpropper eller mod uregelmæssig hjerterytme (atrieflimren). I undersøgelsen sammenlignes med andre typer blodfortyndende medicin.
Årsagen til at EMA igangsætter undersøgelsen nu er, at foreløbige resultater af et studie viser forskelle i risikoen for større blødninger med disse typer blodfortyndende lægemidler – også kaldet DOAC - sammenlignet med andre typer. EMAs undersøgelse skal derfor vurdere, om studiets resultater kan få indflydelse på brugen af lægemidlerne, og om der er behov for ændringer i betingelserne for brugen og for de aktuelle anbefalinger for at minimere risikoen for blødning.
Lægemiddelstyrelsen melder ud på hjemmesiden lmst.dk, så snart der er nyt om EMAs konklusioner på undersøgelsen. Patienter i behandling med Eliquis, Pradaxa eller Xarelto skal indtil videre fortsætte deres behandling, som aftalt med lægen.
Læs mere på EMAs hjemmeside: EMA starts review of study on bleeding risk with direct oral anticoagulants.