Virksomheder kan nu ansøge om generelt klausuleret tilskud på vilkår om risikodeling
Med virkning fra 1. januar 2019 blev der indført en 3-årig forsøgsordning, hvor Lægemiddelstyrelsen får mulighed for at give to lægemidler generelt klausuleret tilskud på vilkår om risikodeling.
Generelt klausuleret tilskud på vilkår om risikodeling betyder, at det offentlige sundhedsvæsen dækker udgifterne til tilskud til et nærmere bestemt antal patienter (målpopulationen), der vurderes at opfylde betingelserne for tilskud, mens lægemiddelvirksomhederne dækker det offentliges udgifter til tilskud til det antal patienter, der måtte overstige målpopulationen.
Virksomhederne kan ansøge om generelt klausuleret tilskud på vilkår om risikodeling på nedenstående skema.
Ansøgninger skal være Lægemiddelstyrelsen i hænde senest 28. februar 2019.
I Vejledning nr. 9002 af 12. december 2018 om forsøgsordning om generelt klausuleret tilskud til lægemidler på vilkår om risikodeling står der mere om ordningen, hvilke oplysninger ansøgningen skal indeholde og hvilket materiale, der skal medsendes ansøgningen. Der er link til vejledningen nedenfor.
Lægemiddelstyrelsen vil påbegynde sagsbehandlingen af ansøgningerne, når de modtages. Lægemiddelstyrelsen vil udvælge de to lægemidler efter ansøgningsfristens udløb, når alle ansøgninger er vurderet.
Yderligere materiale
Bekendtgørelse nr. 1745 af 18. december 2018 om ansøgning af medicintilskud
Bekendtgørelse nr. 1781 af 18. december 2018 om medicintilskud