Begrænsning på håndkøbslægemidler ophæves

29. maj 2020

Lægemiddelstyrelsen har besluttet at ophæve den generelle begrænsning for udleveringen, der blev indført 13. marts. Paracetamol til børn er dog fortsat midlertidigt apoteksforbeholdt eller receptpligtigt.

Lægemiddelstyrelsen besluttede den 13. marts 2020 at ændre alle håndkøbslægemidlers udleveringsgrupper for at sikre, at der var nok håndkøbslægemidler til alle. Ændringen betød, at apoteker og detailhandlen kun måtte udlevere én pakning pr. kunde pr. aktivt indholdsstof pr. dag.

Da situationen ikke længere er behæftet med samme usikkerhed, ophæves begrænsningen nu. Håndkøbslægemidlerne har derfor nu skiftet udleveringsgruppe tilbage til deres oprindelige grupper efter tabellen nedenfor.

Ændringerne betyder, at apoteker og detailforhandlere må sælge mere end én pakning pr. kunde pr. aktivt indholdsstof pr. dag, hvor dette var tilladt tidligere.

Lægemidler med paracetamol til børn er på nuværende tidspunkt fortsat midlertidigt receptpligtige eller apoteksforbeholdte for at sikre forsyningen.

Tidligere midlertidig udleveringsgruppe Ny normal udleveringsgruppe
GHY  GH 
HAY  HA 
HA18Y  HA18 
HFY  HF 
HPY  HP 
HPKY  HPK 
HVY  HV 

 

Lægemiddelstyrelsen følger fortsat forsyningssituationen tæt for at kunne sætte ind, hvis behovet for begrænsning igen skulle opstå.

Se bekendtgørelse om udleveringsbestemmelser for håndkøbslægemidler.