COVID-19: Lægemiddelstyrelsen genoptager midlertidig praksis, hvor alle lægemiddelpakninger medtages i Medicinpriser
Som led i at forebygge potentielle forsyningsproblemer for lægemidler under Corona-pandemien, har Lægemiddelstyrelsen besluttet at genoptage anvendelsen af § 17 (tidl. § 16) i bekendtgørelse om lægemiddelberedskabet i forbindelse med håndtering af COVID-19, så alle anmeldte lægemiddelpakninger, uanset leveringsevne, i en begrænset periode vil blive medtaget i Medicinpriser. Denne ændring har virkning fra Medicinprisperioden, der træder i kraft den 21. september 2020.
I forbindelse med aktiveringen af lægemiddelberedskabet den 12. marts 2020, ændrede Lægemiddelstyrelsen den 18. maj 2020 sin sædvanlige praksis for medtagelse af pakninger i Medicinpriser, så alle anmeldte lægemiddelpakninger, uanset leveringsevne, i en begrænset periode ville blive medtaget i Medicinpriser. Praksisændringen var midlertidig og gjaldt kun til og med den prisperiode, der trådte i kraft den 10. august 2020.
Lægemiddelstyrelsen har besluttet at genoptage den midlertidige praksis og igen anvende § 17 (tidl. § 16), så praksisændringen nu er gældende fra medicinprisperioden, der træder i kraft den 21. september 2020, til og med prisperioden, der træder i kraft den 14. december 2020.
I denne tidsbegrænsende periode vil Lægemiddelstyrelsen således igen medtage alle anmeldte lægemiddelpakninger i Medicinpriser, uanset om pakningen efter styrelsens normale praksis ville blive deaktiveret på grund af utilstrækkelig leveringsevne, eller deaktiveret da pakningen er meldt i leveringssvigt den sidste hverdag før, en ny prisperiode træder i kraft.
Lægemiddelvirksomheder, der anmelder priser og pakninger til den kommende prisperiode senest den 7. september 2020 kl. 20.00, bør derfor være opmærksomme på ændringen.
De øvrige regler på medicinprisområdet gælder fortsat, og det er kun reglerne i § 6, stk. 1, og § 11, stk. 1, i bekendtgørelse om medicinpriser og leveringsforhold m.v. (medicinprisbekendtgørelsen), der midlertidigt sættes ud af kraft.