COVID-19: Lægemiddelstyrelsen medtager i en begrænset periode alle lægemiddelpakninger i Medicinpriser
Som led i at forebygge potentielle forsyningsproblemer for lægemidler under Corona pandemien, har Lægemiddelstyrelsen midlertidigt ændret sin sædvanlige praksis for medtagelse af pakninger i Medicinpriser, således at alle anmeldte lægemiddelpakninger, uanset leveringsevne, i en begrænset periode vil blive medtaget i Medicinpriser. Denne ændring har virkning fra Medicinprisperioden, der træder i kraft den 18. maj 2020.
I forbindelse med aktiveringen af lægemiddelberedskabet den 12. marts 2020, har Lægemiddelstyrelsen besluttet at anvende § 16 i bekendtgørelse om lægemiddelberedskabet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Lægemiddelstyrelsen vil derfor medtage alle anmeldte lægemiddelpakninger i Medicinpriser, uanset om pakningen efter styrelsens normale praksis ville blive deaktiveret på grund af utilstrækkelig leveringsevne eller deaktiveret da pakningen er meldt i leveringssvigt den sidste hverdag før en ny prisperiode træder i kraft.
Denne praksisændring gælder fra prisperioden, der træder i kraft den 18. maj 2020.
Lægemiddelvirksomheder, der anmelder priser og pakninger til denne prisperiode senest den 4. maj 2020 kl. 20.00, bør derfor være opmærksomme på ændringen.
Praksisændringen er midlertidig og gælder foreløbigt for de kommende 4 prisperioder (dvs. til og med den prisperiode, der træder i kraft den 29. juni 2020). Lægemiddelstyrelsen har mulighed for at forlænge perioden for ændringen, hvis det findes relevant.
De øvrige regler på medicinprisområdet gælder fortsat, og det er kun reglerne i § 6, stk. 1, og § 11, stk. 1, i bekendtgørelse om medicinpriser og leveringsforhold m.v. (medicinprisebekendtgørelsen), der midlertidigt sættes ud af kraft.
Det betyder fx at engrosforhandlere fortsat har pligt til at anmelde leveringssvigt alle hverdage inden kl. 12.00, og at virksomheder, der anmelder priser for lægemidler, der indgår i en tilskudsgruppe, fortsat skal anmelde den forventede leveringsevne for den enkelte lægemiddelpakning. Det er yderst vigtigt, at disse sædvanlige betingelser for Medicinpriser fortsat bliver overholdt, således at Lægemiddelstyrelsen kan anvende oplysningerne i vores arbejde med at sikre forsyningen af lægemidler.