Systemiske og inhalerede fluoroquinoloner: risiko for hjerteklapinsufficiens
Kære sundhedsperson,
Indehavere af markedsføringstilladelserne for fluoroquinolon-antibiotika vil gerne efter aftale med Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og Lægemiddelstyrelsen informere om risikoen for hjerteklapinsufficiens forbundet med fluoroquinoloner til systemisk brug og til inhalation.
Resumé
-
Systemiske og inhalerede fluoroquinoloner kan øge risikoen for hjerteklapinsufficiens.
-
Lidelser, der prædisponerer for hjerteklapinsufficiens, omfatter medfødt eller præeksisterende hjerteklapsygdom, bindevævssygdomme (for eksempel Marfans syndrom eller Ehlers-Danlos syndrom), Turner-syndrom, Behçets sygdom, hypertension, rheumatoid arthritis og infektiøs endocarditis.
-
Hos patienter med risiko for hjerteklapinsufficiens skal systemiske og inhalerede fluoroquinoloner kun bruges efter en grundig vurdering af benefit/risk-forholdet og efter overvejelse af andre terapeutiske muligheder.
-
Patienterne skal rådes til at søge øjeblikkelig lægehjælp i tilfælde af akut dyspnø, nyopstået hjertebanken eller ved udvikling af væskeansamling i abdomen eller underekstremiteterne.
Baggrund for denne sikkerhedsinformation
Fluoroquinoloner er antibiotika, der er godkendt i EU til behandling af visse bakterieinfektioner, herunder også livstruende infektioner. Da fluoroquinoloner kan have alvorlige og langvarige bivirkninger, begrænses deres brug som regel til tilfælde, hvor det anses for uhensigtsmæssigt at bruge andre antibiotika, der almindeligvis anbefales til disse infektioner (direkte sikkerhedskommunikation angående disse bivirkninger blev udsendt til læger og andet sundhedspersonale i marts/april 2019). Fluoroquinoloner bør kun anvendes efter en grundig vurdering af fordele og risici, herunder risikoen for aortaaneurisme og -dissektion (direkte sikkerhedsinformation angående denne risiko blev udsendt til læger og andet sundhedspersonale i oktober 2018).
Et nyligt epidemiologisk studie [1] rapporterede en fordobling af risikoen for mitralklap- og aortaklapinsufficiens hos patienter, der tager systemiske fluoroquinoloner sammenlignet med patienter, som tager antibiotika (amoxicillin eller azithromycin).
Der er rapporteret flere medicinsk bekræftede tilfælde af hjerteklapinsufficiens hos patienter, som fik fluoroquinoloner, med en sandsynlig eller mulig årsagssammenhæng. Disse data tyder på, at fluoroquinoloner kan medføre hjerteklapinsufficiens.
Derudover rapporterede et laboratorieforsøg [2], at eksponering for ciprofloxacin medførte nedbrydning af kollagen i myofibroblastceller fra aorta doneret af patienter med aortopati, herunder aortaklapinsufficiens. Dette fund giver indsigt i, hvordan fluoroquinolon-relateret nedbrydning af bindevæv kan være forbundet med hjerteklapinsufficiens. Det antydes også, at der sker nedbrydning af kollagen ved andre fluoroquinolon-relaterede lidelser i sener og aorta.
Faktorer, der øger risikoen for hjerteklapinsufficiens, omfatter medfødt eller præeksisterende hjerteklapsygdomme, bindevævssygdomme (for eksempel Marfans syndrom eller Ehlers-Danlos syndrom), Turner-syndrom, Behçets sygdom, hypertension, rheumatoid arthritis og infektiøs endocarditis. Hos patienter med risiko for hjerteinsufficiens bør systemiske og inhalerede fluoroquinoloner kun bruges efter en grundig vurdering af benefit/risk-forholdet og efter overvejelse af andre terapeutiske muligheder.
Patienterne skal informeres om, at de øjeblikkeligt skal søge læge i tilfælde af akut dyspnø, nyopstået hjertebanken eller ved udvikling af væskeansamling i abdomen eller underekstremiteterne.
Opfordring til indberetning af bivirkninger
Det er vigtigt at rapportere formodede bivirkninger. Det muliggør løbende monitorering af benefit/risk-balancen for lægemidlet. Sundhedspersoner anmodes om at rapportere eventuelle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem via www.meldenbivirkning.dk, eller ved at kontakte Lægemiddelstyrelsen via mail, almindeligt brev eller telefonisk.
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Send en mail
Tlf.: 44 88 95 95
Find kontaktoplysningerne på virksomheden i bunden af DHPC'et her
Referencer
[1] Etminan M, Sodhi M, Ganjizadeh-Zavareh S, Carleton B, Kezouh A, Brophy JM. Oral Fluoroquinolones and Risk of Mitra/ and Aortic Regurgitation. J Am Coll Cardiol. 2019 Sep 17;74(11):1444-1450.
[2] Guzzardi DG, Teng G, Kang S, Geeraert PJ, Pattar SS, Svystonyuk DA, Belke DD, Fedak PWM. Induction of human aortic myofibroblast-mediated extracellular matrix dysregulation: A potential mechanism of fluoroquinolone-associated aortopathy. J Thorac Cardiovasc Surg. 2019 Jan;157(1):109-119.