Årsrapport for kliniske forsøg med lægemidler i 2020

7. juni 2021

Der har de sidste 10 år været udsving i antallet af kliniske forsøgsansøgninger år til år på omkring 10 %, men en stigende tendens de seneste to år har medført at 2020 er året med det højeste antal ansøgninger i den registrerede tidsperiode.

I 2020 modtog Lægemiddelstyrelsen 362 ansøgninger om kliniske forsøg med lægemidler til mennesker, hvilket er en stigning på knap 13,5 % sammenlignet med antallet af ansøgninger modtaget i 2019.

Stigningen i antallet af ansøgninger i 2020 er delvist drevet af, at flere forsøg udføres inden for infektionssygdomme som primært skyldes COVID-19 pandemien. Dette har også medført en væsentlig stigning i antallet af planlagte forsøgspersoner i 2020 på ca. 85 % sammenlignet med 2019. Dertil ses en væsentlig stigning i antallet af fase I forsøg samt ansøgninger om fase IV forsøg fra non-kommercielle sponsorer.

Igen i år er cancerområdet det hyppigst forekommende terapiområde blandt ansøgninger om kliniske lægemiddelforsøg, hvilket følger tendensen fra forrige år. Antal af ansøgninger inden for cancerområdet i 2020 er steget med ca. 21 % sammenlignet med 2019.

Den stigende tendens i antallet af kliniske forsøgsansøgninger forventes at fortsætte i 2021.

Link

Link til Årsrapport for kliniske forsøg med lægemidler i 2020