XDenne side indeholder elementer som ikke er optimeret til mobil visning. Du kan klikke på linket nedenfor for at få vist siden i desktop-visning.
Desktop visning

Danskerne har styr på effekten af vacciner, men undervurderer hvor ofte der er milde bivirkninger

12. maj 2021

Ny befolkningsundersøgelse viser, at danskerne generelt er godt informeret om, hvordan COVID-19-vaccinerne modvirker sygdommen. Til gengæld undervurderer næsten halvdelen af danskerne, hvor mange der får milde, forbigående bivirkninger som fx feber efter at være blevet vaccineret mod COVID-19.

Langt størstedelen af befolkningen ved udmærket, hvilken effekt COVID19-vacciner har, men mange danskere undervurderer forekomsten af milde, forbigående bivirkninger.

Det er nogle af konklusionerne i en ny måling af befolkningens kendskab til vacciner mod COVID-19, som Lægemiddelstyrelsen har gennemført i samarbejde med analysevirksomheden Epinion. Tallene skal tages med forbehold for, at undersøgelsen er gennemført i begyndelsen af april, hvor de fleste ikke var blevet vaccineret og havde fået information i hånden om de mulige milde, forbigående bivirkninger.

Et af de overordnede spørgsmål i undersøgelsen går på, om det er sandt eller falsk, at man som vaccineret har mindre risiko for at få COVID-19. Og her svarer ni ud af 10 borgere, at risikoen er mindre. Langt de fleste mener også, at færre vaccinerede end ikke vaccinerede bliver indlagt, og at vaccinerne resulterer i mildere sygdomsforløb, hvis man bliver smittet, selvom man er vaccineret.

Mange undervurderer milde, forbigående bivirkninger

Undersøgelsen viser imidlertid også, at fire ud af 10 danskere kraftigt undervurderer, hvor ofte man kan forvente at få milde forbigående bivirkninger som eksempelvis feber, hovedpine og rødmen ved indstiksstedet efter en COVID-19-vaccination.

Chef for Lægemiddelovervågning i Lægemiddelstyrelsen, Tanja Erichsen, siger:

”Vi ved fra de kliniske forsøg forud for godkendelsen af vaccinerne, at over halvdelen af alle vaccinerede kan forvente at få milde, forbigående bivirkninger som fx rødme og ømhed ved indstiksstedet og hovedpine, mens op mod en tredjedel kan få feberlignende symptomer. Så det kan man altså godt forberede sig selv på.”

Feber er en naturlig aktivering af immunforsvaret

Tanja Erichsen bemærker, at de milde bivirkninger efter vaccinationen er helt almindelige og sædvanligvis går hurtigt væk igen.

”Hvis man oplever almindelig utilpashed, feber og muskelsmerter, der normalt forsvinder i løbet af 1-2 dage, så er det et udtryk for kroppens naturlige reaktion, fordi immunforsvaret bliver aktiveret. Det behøver man ikke at være bekymret for.”

Lægemiddelstyrelsen vil nu benytte den nye viden til at intensivere sin informationsindsats - især via de sociale medier - for at oplyse om, at det er helt almindeligt at få milde bivirkninger efter at være blevet vaccineret mod COVID-19, og at man skal forberede sig på at kunne blive utilpas i et par dage efter vaccinationen.

Befolkningsundersøgelsen vil blive gentaget med tre måneders mellemrum indtil videre.

Derfor spørger vi danskerne om COVID-19-vaccinerne

Målet med befolkningsundersøgelsen er, at resultaterne kan hjælpe borgere, medier, fagpersoner og myndigheder med at sikre, at vi alle sammen får den nødvendige viden om risikoen ved COVID-19 og vaccinernes effekt og bivirkninger, så hver enkelt kan træffe sit eget valg på et oplyst grundlag. 

Læs undersøgelsen:

Befolkningens kendskab til COVID-19-vacciners virkning og bivirkninger.