Det generelt klausulerede tilskud til Brilique 60 mg og Skilarence bortfalder per 27. december 2021
Til lægen
Hvis du har patienter i behandling med Brilique 60 mg eller Skilarence, og patienten ikke har en enkelttilskudsbevilling til køb af lægemidlet, skal du overveje at ansøge om enkelttilskud til din patients fortsatte behandling med disse lægemidler.
Lægemiddelstyrelsen vil normalt bevilge normalt enkelttilskud til følgende patienter:
Brilique 60 mg – ved brug som tillæg til acetylsalicylsyre i op til 36 måneder til patienter, som efter et myokardieinfarkt i 12 måneder og indenfor de sidste 30 dage har været i behandling med ticagrelor 90 mg eller en anden ADP-hæmmer og af speciallæge i kardiologi er vurderet at være i høj risiko for at udvikle en aterotrombotisk hændelse. Høj risiko defineres som tidligere AMI, diabetes, kompleks koronar anatomi, perifer arteriel sygdom, eGFR < 60 ml/min eller flerkarssygdom.
Skilarence – Til patienter med moderat til svær plaque psoriasis (PASI, BSA eller DLQI >10), hvor behandling med oral og subkutan methotrexat samt biologiske lægemidler har vist sig utilstrækkelig, er kontraindiceret eller ikke tolereres.
Søg gerne i god tid inden den 27. december 2021, så vi har mulighed for at behandle ansøgningen inden det generelt klausulerede tilskud til Brilique 60 mg eller Skilarence bortfalder.
Til patienten
Hvis du er i behandling med Brilique 60 mg eller Skilarence og ikke har en enkelttilskudsbevilling til dit køb af medicinen, anbefaler vi, at du taler med din læge om din fremtidige behandling.
Baggrund
Det blodfortyndende lægemiddel Brilique 60 mg og psoriasislægemidlet Skilarence har siden august 2019 som led i en tidsbegrænset forsøgsordning med risikodeling haft generelt klausuleret tilskud.
Forsøgsordningen udløber ved udgangen af 2021.
Fra og med 27. december 2021 er der derfor ikke længere generelt klausuleret tilskud til Brilique 60 mg og Skilarence.
Videre proces
Lægemiddelstyrelsen vil af egen drift vurdere om Brilique 60 mg og Skilarence kan få generelt klausuleret tilskud på almindelige vilkår og orientere om afgørelserne på hjemmesiden.