Lægemiddelstyrelsen har evalueret forsøgordningen med generelt klausuleret tilskud på vilkår om risikodeling
Et af initiativerne i den daværende regerings Vækstplan for Life Science fra 2018 var en treårig forsøgsordning om risikodeling i det danske medicintilskudssystem. Forsøgsordningen, som blev påbegyndt i 2019, udløber ved årets udgang, og Lægemiddelstyrelsen har nu evalueret ordningen.
Formålet med forsøgsordningen, der trådte i kraft den 1. januar 2019, har blandt andet været at give mulighed for, at patienter lettere kan få adgang til lægemidler med tilskud. Derudover var formålet også at få erfaringer med risikodeling i det danske medicintilskudssystem. Læs mere om forsøgsordningen hér.
Lægemiddelstyrelsen fik med ordningen mulighed for at give generelt klausuleret tilskud på vilkår om risikodeling til to lægemidler i en periode frem til 2021. I den periode har lægemiddelvirksomheden forpligtet sig til at betale regionens eventuelle ekstraudgifter til tilskud, hvis det viser sig, at lægemidlerne er blevet ordineret med tilskud til en større patientgruppe end det antal patienter, Lægemiddelstyrelsen estimerer opfylder betingelserne for tilskud (målpopulationen).
Ingen håndfaste konklusioner
Lægemiddelstyrelsen modtog i alt fem ansøgninger om generelt klausuleret tilskud på vilkår om risikodeling. Siden august 2019 har det blodfortyndende lægemiddel Brilique 60 mg og psoriasislægemidlet Skilarence været en del af forsøgsordningen.
Lægemiddelstyrelsens evaluering konkluderer, at forsøgsordningen har styrket patienternes adgang til tilskud til receptpligtige lægemidler, men forbruget af de to lægemidler i forsøgsperioden indikerer dog, at forsøgsordningen ikke har haft en stor betydning for, hvor mange patienter, der er blevet behandlet med de to lægemidler.
Det er vanskeligt at drage generelle konklusioner om de forhold, der indgår i forsøgsordningen, da der kun indgik to lægemidler. Dertil kommer, at en stor del af forsøgsperioden har været under COVID-19-pandemien, hvilket alt andet lige gør perioden mindre repræsentativ end i en situation uden pandemi.
Læs Lægemiddelstyrelsens evaluering af forsøgsordningen om generelt klausuleret tilskud på vilkår om risikodeling hér.