Nyt dansk studie om langtidseffekter af COVID-19-vacciner
Til dato er tre COVID-19-vacciner blevet godkendt til brug i EU – og dermed også i Danmark. Derfor har regeringen besluttet at afsætte 102 mio. kr. til et nyt dansk studie, der i de kommende to år skal følge vaccinernes effekt samt de bivirkninger, der måtte være ved de forskellige vacciner.
For de danske sundhedsmyndigheder er det afgørende at sikre sig viden om COVID-19-vaccinernes langsigtede effekt i den danske befolkning både når det gælder udvikling af immunitet og bivirkninger. Desuden er det væsentligt at vide mere om, hvilke vacciner, der virker bedst i bestemte dele af befolkningen og hvordan vaccineteknologierne virker på lang sigt.
Med den ny bevilling i ryggen søsættes nu nyt dansk klinisk studie, der skal overvåge COVID-19-vaccinernes effekt og bivirkninger i en længere periode efter udrulningen af vaccinerne i befolkningen.
10.000 borgere deltager
Konkret vil forsøget følge 10.000 borgere i op til to år efter de har modtaget vaccination med en af de fire første COVID-19-vacciner, der er eller bliver godkendt til brug i Danmark. Studiet sammenligner i realtid de forskellige vaccinerne med hinanden. Dette vil give yderligere viden om vaccinerne effekt, herunder om der er vacciner, der virker bedre i nogle dele af befolkningen end andre.
Studiet giver myndighederne mulighed for at overvåge vaccinernes effekt og sikkerhed fremadrettet, og kan danne grundlag for evt. justeringer af den danske vaccinestrategi.
Det kliniske studie, som nu er godkendt, vil blive udført i et samarbejde mellem forskere fra alle landets fem regioner. Studiet ledes af styrekomitéer med deltagelse fra professorer fra alle danske universiteter med medicinske fakulteter, Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen og Danske Regioner.