Regionerne kan frem til 28. februar 2022 fortsat uden særskilt tilladelse håndtere vacciner med videre mod COVID-19 udenfor sygehuse og sygehusapoteker
Lægemiddelstyrelsen har i forbindelse med planlægningen af vaccinationsindsatsen mod COVID-19 i Danmark besluttet fortsat at fjerne tilladelseskravet efter lægemiddellovens § 39, stk. 1. Det betyder, at regionerne fortsat kan modtage og distribuere vacciner mod COVID-19 udenfor sygehuse og sygehusapoteker.
Beslutningen betyder praktisk, at regionerne frem til den 28. februar 2022 fortsat kan håndtere, opbevare og distribuere de konkrete vacciner mod COVID-19, herunder lægemidler der indgår i anafylaksiberedskaber, udenfor sygehuse og sygehusapoteker, f.eks. på vaccinationscentre eller i forbindelse med udkørende funktioner til borgere.
Beslutningen vil kunne forlænges, hvis sundhedsministeren beslutter at forlænge aktiveringen af det statslige lægemiddelberedskab.
Lægemiddelstyrelsen stiller følgende vilkår til håndteringen af lægemidlerne udenfor sygehuse og sygehusapoteker:
- Vaccinerne og lægemidlerne skal opbevares og håndteres i overensstemmelse med deres produktresumé, herunder indenfor de temperaturer, som de er godkendt til
- Der skal være restriktiv adgang til vaccinerne og lægemidlerne
- Regionen skal udpege en faglig ansvarlig for håndteringen af vaccinerne og lægemidlerne.
Det er regionens ansvar, at ovenstående vilkår overholdes, ligesom regionerne har ansvaret for håndteringen af vaccinerne efter disse er leveret fra Statens Serum Institut til regionen. Desuden skal sygehusapoteker ved modtagelse, lagerhold og distribution af vaccinerne overholde de almindelige regler for distribution af lægemidler.
Beslutningen er truffet efter bekendtgørelse om lægemiddelberedskabet § 18, stk. 1, og anses som nødvendig for at sikre en effektiv og hurtig distribution af vacciner efter Sundhedsstyrelsens plan for vaccinationsindsatsen.